Sproghjørnet

Af Hans Christophersen

Sidst i 1970'erne havde jeg et Sproghjørne i Sydslesvigs danske Ungdomsforeningers medlemsblad Treklang. På opfordring skrev jeg en del år senere følgende småstykker med iagttagelser og tanker omkring det danske sprog. Jeg håber, der er nogen, der kan have interesse af at kunne læse dem her på Internettet.

1

Om sprog - igen...

I slutningen af 1970'erne bidrog jeg i dette blad [Treklang] med en række småartikler om sprog, mens min gode ven Niels Andreassen var redaktør. Nu synes jeg, det kunne være sjovt at genoplive denne spalte, Sproghjørnet, og jeg vil gerne i ny og næ gøre nogle sproglige overvejelser, men jeg vil helst ikke være alene om det, så jeg opfordrer hermed andre til også at bidrage med iagttagelser. Tiden vil så vise, hvor længe gryden kan holdes i kog.
Dengang, i 70'erne, skrev jeg en del om sydslesvigdansk (- interesserede kan finde det på Centralbiblioteket i Flensborg), men da jeg nu har boet på Sjælland de sidste 15 år, er jeg mere inspireret til at kigge på sproget set heroppe fra. Min første artikel skal munde ud i at handle om udtaleproblemer, men først en lille historie:

Ligge og lægge

Nogle vil nok nikke genkendende til følgende lille historie, som de har hørt i en eller anden version:
»I går da jeg gik i seng,« sagde manden, »da lå jeg min tegnebog på natbordet...«
»Nej, nej, det hedder jeg lagde min tegnebog...«
»Ja, ja, så siger vi det. Altså: Jeg lagde min tegnebog på natbordet, men i morges, da jeg vågnede, lagde den der ikke mere!«
»Nej, det hedder: så lå den der ikke mere !«
»Hvad er det nu for noget sludder? Hedder det lagde om aftenen og lå om morgenen??«

Lidt grammatik

At lægge, lægger, lagde, har lagt (tysk: legen) er et transitivt verbum. Det vil sige, at det kan sættes i passiv (lideform), og det kan tage objekt (genstandsled), når det står i aktiv.
Med objekt: Jeg lægger nøglen under måtten.
Passiv: Nøglen lægges under måtten, hvis der ingen er hjemme.
At ligge, ligger, lå, har ligget (tysk: liegen) er et intransitivt verbum. Det kan ikke sættes i passiv, og det kan ikke tage objekt.
Den lille historie handler om en mand, der sammenblander de to ord, men han gør det på en måde, så vi alle kan høre, at det er forkert.
Det er de færreste historier med sproglig pointe, der uden videre kan oversættes til et andet sprog, men denne kan let oversættes til tysk. Prøv selv!

Dansk udtaleudvikling

Det kan konstateres, at især yngre mennesker har fået en udtale, hvor de udtaler ligge og lægge ens: ['lege]. Jeg protesterer konsekvent, når en af mine unge venner siger: »Du kan ligge besked på min telefonsvarer.« - Han ville derimod ikke finde på at sige, at nogen havde ligget besked på hans telefonsvarer; her hedder det klart nok lagt.
Selv om det havde været en lækkerbisken for en indbrudstyv, fandt jeg ikke desto mindre en seddel åbenlyst sat op på underboens dør med en anmodning om at ligge nøglen under måtten. Denne seddel beviser, at når man ikke skelner mellem de to ord lægge og ligge i udtalen, så påvirker det også skriftsproget.
Selv om det gør mig ondt at skulle konstatere det, så vil mine belæringer intet hjælpe. Det er at forudse, at lægge og ligge fremover begge vil hedde ligge i infinitiv og præsens, men de andre former vil fortsat være forskellige (lagde/lå, lagt/ligget), men hvor længe?
Ser vi på sproghistorien, er det tidligere sket, at fejl udviklede sig til at blive korrekt sprog.

2

Jeg vil også denne gang skrive om en sproglig udvikling i dansk, og jeg vil ikke helt udelukke, at det drejer sig om en påvirkning fra engelsk.

Man

Med det lille ord man angiver man, at udsagnet er almengyldigt, f.eks. Jo mere man tjener, desto mere skal man betale i skat. Grundleddet er 3. person ental og betegner en uspecificeret person. Ordet bruges i samme betydning på både dansk og tysk.
Som en lille kuriositet vil jeg nævne, at man på sjællandsk dialekt kan betyde jeg. De ældre af os husker måske Keld Markuslund i rollen som Tummelumsen i fjernsynets filmatisering af Gustav Wieds roman Livsens Ondskab. Handlingen udspiller sig i Gammelkøbing, som er det samme som Roskilde. Tummelumsen siger man om sig selv, og jeg kan nikke genkendende til det i min barndoms sjællandske dialekt. I anledning af det danske fjernsyns 40-års jubilæum så vi i november 1991 en genudsendelse af en gammel optagelse med en landbrugsmedhjælper fra Odsherred, der bl. a. fortæller: »Så går man også til gymnastik.« Her betyder man selvfølgelig jeg.

You

På engelsk har man ikke noget ord for man, så man må udtrykke sig på anden måde. I nogle tilfælde kan man oversættes med one, men i de fleste tilfælde bruges you. Dette betragter jeg som et sprogligt armod i sammenligning med muligheden for at bruge det upersonlige, almengyldige man på dansk og tysk; og eksempelvis fransk har en tilsvarende mulighed.

Du

Når nogen siger til mig: »Hvis du bliver gravid, så ...«, ja, så vil jeg straks protestere og sige, at det er ganske umuligt, for jeg er en mand! Men rent faktisk er det blot et udslag af den nyeste sproglige udvikling på dansk, idet ung som gammel i tiltagende grad bruger du i stedet for man. Føromtalte landbrugsmedhjælper fra Odsherred var blevet interviewet igen i 1991, og her sagde han bl.a.: »Bare du startede rundsaven, så...« Umiddelbart skulle man mene, at du måtte betegne intervieweren, men ud fra sammenhængen forstår man, at du her betyder jeg eller man, måske specielt det sjællandske man.
Man kan finde mange eksempler, hvor der lige så godt kunne stå du som man. »Hvis man går gennem Nørregade, kommer man forbi den danske boghandel.« »Hvis du går gennem Nørregade, kommer du forbi den danske boghandel.« Begge sætninger giver mening.
Når en mand i fjernsynet fra et krigshærget område beretter: »Når du kom ud på gaden, fløj kuglerne dig om ørerne«, så tager jeg afstand. Jeg føler mig tiltalt med et du, og jeg har ikke været i nogen krigszone. Men manden er simpelthen blevet revet med af den nyeste udvikling i dansk, at man siger du i stedet for man.

3

Sproget ændrer sig

Når man læser en gammel bog, kan man støde på udtryk og ord, som ikke længere bruges i nutiden. Sproget har ændret sig. Tit hører man nogen sige, at sproget udvikler sig, men en udvikling betyder til noget bedre, og det tror jeg ikke er tilfældet, men derimod udvides det undertiden med nye begreber.
Når jeg kom til Sjælland i de år, hvor jeg var lærer i Garding i Ejdersted i 1970'erne, var det for at besøge mine forældre, og deres sprog ændrede sig ikke, så vidt jeg kunne fornemme. Men da jeg så blev lærer i Næstved i 1979, kunne jeg for alvor mærke, at der var sket noget i de år, jeg havde været væk fra kongeriget. Specielt var der kommet en række gangbare slangudtryk, jeg ikke kendte, men først måtte til at lære mig. Hvis jeg kom tilbage til Ejdersted, ville jeg givetvis kunne konstatere, at der er kommet mange nye udtryk ud over dem, jeg lærte i 70'erne. På den anden side er der måske nogle af udtrykkene fra dengang, der ikke findes mere og er erstattet af andre, altså nogle af slangsprogets såkaldte døgnfluer.
Et nyt ord, der kom i dansk, mens jeg var væk, er klistermærke. Dette ord indtager en særstilling blandt nydannelser, idet det består af to gamle danske orddele, hvorimod meget af det nye, der kommer ind i sproget i vort århundrede, stammer fra engelsk. Men påvirkning udefra er ikke noget nyt. Selv om klister har fandtes i dansk i flere hundrede år og således vundet borgerret, viser det sig, at det er lånt fra middelnedertysk. Da hanseaterne handlede på hele Norden, fik vi mange nye ord ind i sproget, og naverne, der gik på valsen, hentede mange håndværksudtryk. Ord som isenkræmmer, dørslag og bredbil (en bred økse) kommer fra nedretysk. Da jeg var barn, kaldte vi et klistermærke for en mærkat®, men det er egentlig et varemærke indregistreret af firmaet Bording i 1930'erne og dannet ud fra mærke.
De ord, der kommer ind i dansk i nutiden, kommer mestendels fra engelsk, eller rettere amerikansk engelsk, når det drejer sig om nyere teknik. Dansk Standard fastslog i 1973 ordene datamaskine og datamat. Disse ord er stadig brugbare, men computer er langt den fremherskende betegnelse, formentlig også på tysk, hvor den alternative betegnelse er Rechner. Ellers har tyskerne traditionelt været gode til at holde deres sti ren ligesom svenskerne. På svensk hedder en computer en dator, altså et næsten svensk ord (data er jo latin). Nordmændene siger datamaskin og normalt aldrig computer. Det engelske edb-ord file hedder fil på dansk, norsk og svensk, fichier på fransk, bestand på hollandsk, og indtil for få år siden hed det på tysk kun die Datei, men i nyere edb-litteratur er das File dukket op. Jeg mener at kunne konstatere, at tysk computersprog er på vej til at få lige så mange engelske islæt som dansk.

4

Sammensatte ord

Traditionelt er sammensatte navneord blevet skrevet sammen på dansk og tysk. Computeralderens påvirkninger fra engelsk har ført til nye tendenser. På engelsk skrives sammensatte navneord i vid udstrækning ikke sammen, f.eks. data transmission, men nogle ord kan i faglitteraturen findes adskilt, med bindestreg eller sammenskrevet, f.eks. on line, on-line, online. Specielt i længere sammensætninger ønsker man at holde orddele samlet: on-line data transmission. Det er blevet udbredt at skrive sammensatte navneord i flere dele på dansk, f.eks. en super bruger (dette kan forsvares, hvis super opfattes som tillægsord), objekt kode (burde være objektkode), kursus program, udnyttelses grad. Det sidste eksempel er meget forkert, da det ikke drejer sig om ejefald, men -s- er sammenføjnings-s. Der er tre måder at lave sammensætninger på dansk: 1) intet sammenføjningsbogstav: ølflaske, 2) e: mælkeflaske, 3) s: sodavandsflaske. På tysk er det kun i faglige tekster og i forbindelse med engelske fagudtryk, at sammensatte ord ikke skrives sammen, og da anvendes i reglen bindestreg, men praksis er lidt inkonsekvent, som det ses af følgende citat fra en edb-faglig tekst:
Durch den Einsatz der INTEL APX Software in unserem 4860 Motherboard können Sie die Leistung des RISC-Prozessors voll ausnützen. Das ist echte Multi-Prozessor-Technik.
Jeg tror kun, det er teknisk tysk, der indtil nu er blevet påvirket af den engelske tendens til at skille sammensatte ord ad i flere dele, men i dansk presse finder man i stigende grad sammensatte ord, der er blevet skilt ad, og det er ikke kun i fagpressen, men også i dagblade.

5

Assimilation

Ordet assimilation er et eksempel på assimilation. Det latinske assimilare betyder at gøre lig med og er sammensat af ad (hen imod) og en form af similis (lig med, lignende). Når ordet sættes sammen, sker der afsmitning, så d bliver til s. Vi har så ikke ad-similation, men as-similation. Andre eksempler er middelhøjtysk lamb, der er blevet til Lamm. Det samme ord staves på engelsk lamb, men b'et udtales ikke p. g. a. assimilation.

Købmand

Ifølge udtaleordbogen udtales købmand ['kø,man'] (Gyldendals Røde og Munksgaards Store Danske Udtaleordbog), og det er ganske naturligt, når man tager assimilationsreglerne i betragtning. Den Store Danske Udtaleordbog tilføjer dog: »hos et mindretal samt jysk ofte 'køb,man'«. Det er imidlertid min fornemmelse, at der er en stigende tendens til, at man siger ['køb,man'] her i København, og jeg tror ikke, at det kun kan forklares med, at så mange jyder har bosat sig herovre. Der er en udbredt angst for ikke at tale rigsdansk. Dialekter har en meget lav status i dagens Danmark. En forkætret, dialektal udtale af købmand er ['køw,man'].

Tilnærmelse til skriftsproget

Da jeg var i Bergen i Norge, købte jeg en lærebog, der hedder Språket vårt før og nå. Den indeholder også Litt om de andre nordiske språk, og i dette kapitel står der om dansk bl.a.: »Det danske skriftspråket har siden omkring 1800 holdt seg svært stabilt. Takket være den lange tradisjonen og den rike litteraturen har det utviklet seg til et smidig og fint nyansert uttrykksmiddel. - Skriftspråket har vist sin sterke makt ved at talemålet på visse punkter har føyd seg etter skriften - en «leseuttale» har seiret over en lydrett utviklet talespråksform. Et «rikstalespråk» - med visse lokale variasjoner - vinner mer og mer terreng, og dialektene er på vikende front.«
Disse norske betragtninger rammer hovedet på sømmet. Det er nok lettere at se den slags ting udefra, og dernæst er det en dansk tendens, der afviger fra Norge, hvor dialekterne står utroligt stærkt, især på grund af landets geografi.
Nok siger udtaleordbogen, at løbe kan udtales ['lø:be] eller ['lø:we], men det er kun et spørgsmål om tid, så vil den sidstnævnte form (desværre) være uddød.

6

Udvikling er i reglen forenkling

Når sprog udvikler sig, er dette ofte ensbetydende med en forenkling. Eksempelvis har dansk engang været et kasussprog ligesom tysk, men rester heraf er kun overleveret i visse faste vendinger: Der er kun få kasusrester på dansk, og på tysk er genitiv på tilbagegang, f.eks. das Dach vom Haus i stedet for das Dach des Hauses, wegen dem schlechten Wetter i stedet for wegen des schlechten Wetters.
På nederlandsk er han- og hunkøn stort set smeltet sammen, og en kasusbøjning af adjektiver findes kun i faste vendinger.
På fransk dannes sammensatte navneord ikke ved sammensætning som på dansk, tysk og nederlandsk, ej heller ved brug af genitiv som på latin, men ved hjælp af præpositioner eller bestemte partikler: pour, à, de, des m.fl.
Moderne sprog indeholder også flere hovedsætninger end tidligere.

Udvikling er ikke altid forenkling

I mine unge dage hørte man så godt som aldrig, at nogen indledte en bisætning med fordi at. Hvis nogen gjorde det, var det en fejl, man lagde mærke til. Nu om stunder er det imidlertid reglen, at der efter fordi følger et at. Jeg foreholdt min tante, at hun også var hoppet på den vogn, og hun svarede: »Jeg siger i hvert fald ikke fordi at, fordi at jeg ved godt, hvad det hedder rigtigt.« Hun var slet ikke opmærksom på, at hun i selve sin benægtelse bekræftede min anklage.
Normalt siger erfaringen, at sproglige konstruktioner med tiden forenkles, så det er meget bemærkelsesværdigt, at vi her står over for en konstruktion, der er blevet mere kompleks.

7

Hvilket køn har ordet?

De offentlige myndigheder skriver, at gennemslagskopien er til »eget brug«. Et andet sted står at læse: »Brugen af spraydåser har ...«. I sidstnævnte eksempel kan det ikke hedde »bruget«, for »bruget« er: landbruget, skovbruget, havebruget, dambruget osv. Men i førstnævnte eksempel kan det godt hedde: »Gennemslagskopien er til egen brug«.
Ordet »brug« kan både være fælleskøn (n-ord) og intetkøn (t-ord).
I betydningen »anvendelse« kan det være begge dele i ubestemt ental (en brug, et brug), men i bestemt ental (brugen) kan det kun være fælleskøn, og i flertal findes det ikke.
I betydningen »virksomhed«, »drift« er ordet altid intetkøn og findes også i flertal, omend uden flertalsendelse, altså et brug, flere brug.
Nudansk Ordbog skriver om »en brug«: »i ubestemt form efter præp. også: et«.
Dette eksempel viser med al ønskelig tydelighed, at når ukyndige sprogbrugere i tilstrækkelig lang tid har maltrakteret sproget, ser ordbogsudgiverne sig nødsaget til at anføre en ukorrekt form som en sideform, der kan accepteres.
En kollega spurgte mig en dag, hvor vi havde diskuteret sådanne sproglige fænomener: »Jamen, hvorfor kommmer alle de sproglige ændringer ind?« Jeg er ret stolt af mit prompte svar, så derfor vil jeg gengive det her: »Fordi det ikke er muligt at give sprogligt uskolede personer taleforbud!«

8

Vakuum

En dag brugte jeg ordet vakuum (på latin: vacuum), som betyder et (næsten) lufttomt rum, og jeg udtalte det ['v ku,åm], altså i tre stavelser. En af mine unge kolleger angreb mig straks for denne udtale. Han mente, det hed ['v kåm] i to stavelser. En undersøgelse i diverse ordbøger og leksika viste umiddelbart, at jeg havde ret, altså tre stavelser. Tre-stavelsesudtalen kan påvises i to former: med et »tysk a« som i tysk hat, ['v ku,åm], og med et »fladt dansk a« som i dansk hat og med stød, ['va•ku,åm], men fælles er, at begge skriftsprogets u'er realiseres i udtalen.

Er ordbøgerne ajour?

Diskussionen førte til en lille undersøgelse af andre kollegers udtale af ordet. Det viste sig, at et meget stort flertal sagde ['v kåm] i to stavelser, så dette er åbenbart i dag det almindeligste, selv om Den Store Danske Udtaleordbog om denne udtale siger »især i fagkredse hos ældre«. Denne ordbog er deskriptiv og ikke normativ, dvs. den prøver at beskrive de faktiske forhold og ikke at opstille regler for, hvordan det burde være. Men i dette tilfælde må jeg konstatere, at beskrivelsen ikke er helt ajour, for det er i vid udstrækning yngre mennesker, der har udtalen ['v kåm]. Det er sikkert enhver ordbogs skæbne, at den halter et vist stykke bag efter udviklingen. Men udviklingen skal jo også komme til ordbogsforfatterens kendskab, før den kan afspejles.
Den gamle »rigtige« udtale vil nok først og fremmest kunne findes hos sprogligt skolede personer, der har opnået en sproglig bevidsthed gennem eksempelvis en sproglig studentereksamen.

9

Leksikografi

Leksikografi er betegnelsen på det fagområde, der vedrører udarbejdelsen af leksika og ordbøger. Spørger vi DUDEN, er Lexikographie eine Wissenschaft, og spørger vi Nudansk Ordbog, finder vi ikke leksikografi, men får at vide, at en leksikograf er en »person, som giver sig af med leksikonarbejde«, altså en definition, der ikke fremhæver det videnskabelige.
Jeg vil gerne støtte den definition, der fremhæver leksikografi som noget videnskabeligt, men vil medgive, at der selvfølgelig findes redaktører og leksikon- og ordbogsforfattere, der ikke har studeret det teoretiske bagland, men per Fingerspitzengefühl og med mere eller mindre held har været ophavsmænd til diverse opslagsværker.
I nutidig sprogbrug opfattes leksikon almindeligvis som et konversationsleksikon med oplysninger om dette og hint fra diverse fagområder, men i sin oprindelige betydning betegner det alle mulige opslagsværker, herunder også ordbøger.

Hvordan laver man en ordbog?

De fleste ordbøger er opstået ved afskrift!
Den første kendte danske ordbog over det engelske sprog så dagens lys i 1600-tallet. Den var af begrænset omfang. Forfatteren kunne ransage sin egen hjerne, men der var ingen steder, han kunne skrive af fra. Dette værk må siges at have været epokegørende, thi det indeholdt udelukkende kreativitet! Den næste ordbog, der så dagens lys, var meget fyldigere, og den næste igen endnu fyldigere. Ja, faktisk kan det konstateres, at ordbogsforfattere har suppleret deres egne optegnelser med det, andre tidligere har fundet ud af og optegnet, hvilket vel også er uundladeligt. Ingen ordbogsforfatter vil i dag undlade at gennemgå forgængernes resultater. En ny ordbog er altså en samling af gammel viden (afskrift) og nyt!

Hvad er nyt?

Når ordbogsforfatteren er færdig med at fylde gammel vin på nye flasker, kan han enten standse eller yde sit eget bidrag. Det afhænger helt af ordbogens karakter og ambitionsniveauet.
Jeg vil give et eksempel på, hvad der er nyt. Når en ordbogsforfatter er færdig med at skrive af, skulle han gerne komme til sine egne opdagelser. For at kunne gøre dette må han være observatør, »dem gemeinen Mann aufs Maul schauen«.
Et helt nyt udtryk i dansk er »at være til noget«, og det tilsvarende udtryk på tysk er »auf etwas stehen«. Mange er nok stadigvæk ikke med, for udtrykkene er endnu kun nævnt i en grundform, som ikke svarer til, hvad man hører i praksis.
I konkrete sætninger vil man imidlertid genkende udtrykkene:
Stehst du auf Bier oder auf Wein? = Er du til øl eller til vin? (dvs. hvad vil du have?)
Er steht auf ganz junge Mädchen = han er til helt unge piger.
Disse udtryk finder man ikke i de gamle ordbøger. De er eksempler på ting, der skal opdages og sammenknyttes af en leksikograf, inden de første gang kan komme med i en ordbog.

10

Dialekter

Ifølge synonymordbogen er andre ord for dialekt: almuesmål, bygdemål, folkemål, landskabsmål, landsmål, mundart, målføre, sprogart, stedmål. En dialekt er altså den sprogform, der tales af almuen (jævne mennesker, »folket« i modsætning til de bedre uddannede) i den enkelte bygd (bebyggelse), på det enkelte sted. Man har ofte set ned på dialekttalende mennesker, i øvrigt ganske uberettiget, og de er blevet vurderet ganske forkert.
På mit arbejde deltog en ekstern konsulent i et møde, hvori også deltog en kontorchef, som taler sjællandsk dialekt. Efter mødet sagde konsulenten til mig: »Hvordan kan hun egentlig være kontorchef med det bondske sprog, hun taler?« Hermed udtrykte han en almindelig fordom gående ud på, at man da ikke kan være alt for klog, hvis man taler dialekt. Til gengæld viser undersøgelser, at dialekttalende ofte anses for mere pålidelige og ærlige. Der tillægges den dialekttalende en række egenskaber, som savner fornuftig begrundelse. Der er blevet gjort så meget grin med os dialekttalende, at de allerfleste af os har lært at tale det accepterede rigssprog, men trods vore bestræbelser kan man alligevel høre, hvilken landsdel vi kommer fra. Det samme gælder personer, der godt nok aldrig har været dialekttalende, men hvis sprog kan henføres til en landsdel. Dermed er vi kommet til dialektens afløser, regionalsproget. Det er de færreste danskere, der taler rigsdansk, så man ikke kan høre, hvor de kommer fra, og så er der i givet fald tale om regionalsprog. Taler man noget, der må siges at være rigsdansk, men således at man alligevel kan høre et sjællandsk eller et jysk tilhørsforhold, er det regionalsprog.

11

Er der noget galt med ungdommens sprog?

Mange unge speakeres udtale skurrer ofte i mine ører, f.eks. 'Dænmark' og 'dænsk', 'skurer' i stedet for 'skurrer', 'rat' i stedet for 'ret' o.s.v.
Af læserbrev i Politiken 14.10.1997
af lærer Ole Schelde, Birkerød
Dette udsnit af et læserbrev er repræsentativt blandt de mange indlæg, der offentliggøres om »ungdommens forfærdelige sprog«.

Uanset antallet af læserbreve vil sproget fortsætte med at ændre sig. Martin A. Hansen bringer i sin bog »Orm og Tyr« følgende sammenligning: Kunne man stille alle generationer fra oldtiden til i dag op på én lang række, ville den enkelte kunne tale med de nærmeststående, men jo større afstand, desto større forståelsesproblemer, og den første ville slet ikke kunne tale med den sidste.
I et tankeeksperiment har jeg talt med mennesker født for 100, 200, 300 og 400 og flere år siden, og jeg skal hilse Ole Schelde og de andre læserbrevsskribenter og sige, at de selv har et ganske forfærdeligt sprog. De yngste af de adspurgte kan mere eller mindre forstå meningen, men udtalen og måden at bruge ordene på er ganske forkastelig og anderledes.
Mange af de ord, Ole Schelde og de andre bruger, er slet ikke danske, men middelnedertyske låneord, som nogle af de ældste slet ikke forstår, f.eks. 'begynde' og 'arbejde'.
Ole Scheldes udtale er meget forskellig fra vore tipoldeforældres. Hvor vover han at benytte sig af og forsvare en udtale, der havde sin storhedstid i første halvdel af dette århundrede? Vikingernes udtale var på enhver måde mere dansk! Og så var der i øvrigt i Ole Scheldes ungdom større udtalevariationer end i dag, for dengang levede dialekterne stærkere. Dialekterne er ikke ringere end rigssproget. Rent faktisk er gamle danske ord bevaret længere i dialekterne end i rigssproget.
Læserbrevsskribenter som Ole Schelde er i reglen halvstuderede røvere, seminarister og andet „bedrevidende” godtfolk. De videnskabeligt uddannede holder sig uden for denne lavsmålsdebat.
En væsentlig fejl i argumentationen er at anvende skriftsproget som argumentationsgrundlag for fonetiske forhold. Udtale kan kun beskrives i særlig lydskrift, som for tydelighedens skyld indrammes, enten i / / (fonemskrift, grov lydskrift) eller i [ ] (fonetisk skrift, finere lydskrift med særlige tegn). Jeg begrænser mig i det først efterfølgende til de tegn, jeg har til rådighed i det benyttede tegnsæt, og jeg vil indramme dem i / /.
At det almindelige skriftsprog ikke kan bruges til at diskutere udtale, kan eksemplificeres: Vi skriver jeg, men siger /jaj/. Hvis vi i /'töRe/ (tørre) udskifter /t/ med /f/, har vi /'föRe/ (fyrre, 40), og vi ser, at der fonetisk er skiftet én lyd ud (fra t til f), men i skriftsproget er der tillige en ændring fra ø til y. Vi udtaler nu engang fyrre (40) anderledes, end når vi taler om fyrretræ.
Jeg fortalte engang en vittighed til en skoleinspektør: Det var under overvejelse at opkalde atombomben efter Niels Bohr og kalde den en bordbombe. /'bo:’R,båmbe/ (Bohr-bombe) = /'bo:’R,båmbe/ (bordbombe). Han svarede tørt: „Jamen, det staves forskelligt!” Dette svar var helt ved siden af, for hvorfor skal skriftsproget blandes ind i det mundtligt videregivne? Udtalemæssigt er der nemlig ingen forskel, og vittigheden kan forstås af folk, der ikke kan læse og skrive. Men åbenbart ikke af en skoleinspektør, der har lært at læse for meget!

Til ret anfører Gyldendals Røde Udtaleordbog af Peter Molbæk Hansen udtalen som ['ræd] i dette ords forskellige betydninger. (Vær klar over, at d i lydskrift er et stemt d som i: dragt, sti, gut).
Den Store Danske Udtaleordbog (Lars Brink, Jørn Lund m.fl., Munksgårds Forlag, 1991) har i alle betydninger: ['räd] med tilhørende note nummer 44:   I stedet for det noterede rä findes også og ;   forekommer hos prov.talende og et mindretal af — næsten kun ældre — H-kbhsk.talende.   forekommer almindeligt i L-kbhsk. og L-sjællandsk, herunder også hos yngre i L-prov., hos unge også i H-sprog.
   Fx   , 'präsd,

Mange vokalkvantiteter findes i praksis. De varierer fra dialekt til dialekt og fra tidsepoke til tidsepoke.

Men for Ole Schelde og de andre læserbrevsskribenter er der kun én sandhedsramme:
Min egen sprogform er den rigtigste.
Det bedste sprog tales af mennesker af min egen årgang.
Folk før min tid talte anderledes, og det gør folk efter min tid også. – Hvorfor kan de ikke bare indse, at mit sprog er bedst?

Måske kunne fortsættelsen lyde: Hvorfor indser alle de andre ikke, at det er bedst at have samme hårfarve som mig?
  — eller:   - som jeg [har]?
Mange snusfornuftige, underuddannede dansk-, tysk- og latinlærere tror, at latinsk grammatik umiddelbart skal finde anvendelse på dansk! — Hvorfor egentlig? Grammatik skal tjene til at beskrive et sprog på dets egne præmisser, og fremmede sprog kan i den forbindelse gå hjem og lægge sig!   Men det vil jeg vende tilbage til senere.

Eiderstedter Trinkspruch:
Dat gåh uns wohl op unse olen Dååg!
[dat gå: uns voul åp uns(e) oule(n) då:x]
Es gehe uns wohl auf unsere alten Tage!
Lad det gå os godt på vore gamle dage!
***

Hans Christophersen
hc@edb.dk
Se også min generelle
sprogside
Hjemmeside