»Jeg blev ført ind i et klasseværelse og anbragt
ved et bord. Alle de andre drenge var ude, så jeg
blev ene med læreren. Han fremtog en tynd bog i et
brunliggrønt bind og fyldt med ord, der var trykt
med forskellige slags typer.
»Du har aldrig lært latin før, vel?« spurgte han.
»Nej, hr. lærer.«
»Dette er en latinsk grammatik;« han åbnede den
ved en temmelig fedtet og overgramset side. »Du
må lære dette,« sagde han og pegede på en samling ord,
der var indrammet af sorte linier. »Jeg kommer tilbage
om en halv time og hører dig i det.«
Tænk Dem mig, en mørk novemberaften med bristefærdigt
hjerte og Første Deklination foran mig.
Mensa Mensa Mensam Mensae Mensae Mensa
et bord oh, bord et bord af et bord til eller
for et bord ved eller med et bord
Hvad i alverden betød det? Var der den fjerneste
mening i det? For mig var det rent abracadabra. Nå,
ét kunne jeg naturligvis altid gøre: jeg kunne lære
det udenad. Derpå gav jeg mig, så vidt mine private
sorger tillod, i lag med at tilegne mig det ubegribelige
akrostikon, jeg havde ordre til at lære.
Da tidens fylde var inde, kom læreren.
»Kan du det så?« spurgte han.
»Jeg tror nok, jeg kan sige det, hr. lærer,«
svarede jeg og lirede det hele af.
Han syntes at påskønne denne præstation i så høj grad,
at jeg dristede mig til at komme med et spørgsmål.
»Hvad betyder det egentlig?«
»Det betyder, hvad der står. Mensa, et bord.
Mensa er et navneord af første deklination.
Der er fem deklinationer i alt, nu har du lært
singularisformerne af den første.«
»Men,« gentog jeg, »hvad betyder det?«
»Mensa betyder et bord,« svarede han.
»Hvorfor betyder Mensa så også Oh bord?«
spurgte jeg. »Og hvad vil Oh bord sige?«
»Mensa, »Oh bord« er vocativ,« svarede han.
»Jamen, hvorfor Oh bord?« fortsatte jeg
med virkelig interesse.
»Hvorfor: Oh bord? – Det skal du bruge,
når du henvender dig direkte til et bord, når du påkalder
et bord.«
Han så tydeligt, at jeg aldeles ikke begreb ham, og
fortsatte så. »Du bruger vocativformen: Oh bord,
når du taler til et bord.«
»Jamen, det kunne da aldrig falde mig ind,«
udbrød jeg i oprigtig forbavselse over denne tanke.
»Hvis du er næsvis, bliver du straffet, og straffet
strengt, at du ved det,« lød hans afsluttende duplik.
Det var min første introduktion til klassikerne, fra hvem så
mange af vore fremragende mænd, efter sigende, skal have
modtaget megen husvalelse og åndelig rigdom.«
