Kalenderen – en astronomisk baseret tidsplan

300 år med den gregorianske kalender i Danmark

Af Louis Nielsen cand. scient. i fysik og astronomi, lektor ved Herlufsholm,
E-mail: louis44nielsen@gmail.com

Ifølge gamle annaler hensov den spanske helgeninde Theresa af Avila fredeligt natten mellem den 4. og 15.oktober 1582. 'Den lange nat' har sin forklaring i den, af Pave Gregor XIII, indførte kalender, hvor man fjernede 10 dage fra den hidtidige julianske kalender. At Saavedra Miguel de Cervantes (1547-1616) og William Shakespeare (1564-1616) døde samme kalenderdato, men dog med ti dage imellem sig, forklares derved, at man i 1616 benyttede forskellige kalendere i Spanien og England. Den gregorianske kalender blev først indført i de katolske lande og langt senere i de protestantiske lande.

Først i år 1700 overgik Danmark og Norge til den gregorianske kalender. Sidste dag, i den julianske kalender, var søndag den 18.februar. Den første dag i den gregorianske kalender var mandag den 1.marts. Der blev således fjernet 11 dage fra den anvendte julianske kalender. Den gregorianske kalender blev indført ved en kongelig forordning udstedt den 28. november 1699 af Frederik IV (1671-1730). Frederik IV var konge over Danmark og Norge i perioden fra 1699 til 1730. De foregående praktiske og teoretiske opgaver i forbindelse med kalenderens indførsel blev pålagt astronomen Ole Christensen Rømer (1644-1710). Ole Rømer er bl.a. kendt for opdagelsen af lysets hastighed ('lysets tøven') i 1675.

Overgangen fra den julianske kalender til den gregorianske kalender skete ikke uden diskussioner i de protestantiske lande. Men, som Ole Rømer argumenterede, var kalenderen ganske vist udarbejdet af den katolske kirke, men ikke desto mindre var den bedre end den julianske. Den var i bedre overensstemmelse med solårets vekslende årstider. Selv om Danmark og Norge i år1700 havde indført den gregorianske kalender, så tilsluttede man sig, i første omgang, ikke reglerne for fastlæggelsen af påskesøndag. Ole Rømer foreslog at fastlægge påsken til søndag mellem den 5. og 11.april, men dette var kirken imod. Påskeberegningen skulle baseres på forårsjævndøgn og fuldmånen. Først den 18.januar 1743 udstedte Christian VI (1699-1746) (konge 1730 til 1746) en forordning, hvori det blev bestemt, at påsken skulle udregnes efter samme metode, som det var blevet bestemt i den oprindelige gregorianske kalender.

Kalenderen - en astronomisk ordnet tidsplan

Tidligt i menneskehedens historie - omkring agerbrugets indførelse - viste der sig et behov for en ordnet tidsregning. Behovet skyldtes dels ønsket om kendskab til årstiderne for de forskellige markarbejder, og dels - og ikke mindst - ønsket om kendskabet til de dage i året, hvor de religiøse fester skulle holdes. En speciel fest, som har haft afgørende betydning for kalenderens udformning, er påsken.

Vor nuværende kalender er et menneskeskabt ordnet tidsregningssystem, der er baseret på periodiske astronomiske fænomener. Den giver en fortegnelse over de efter måneder og uger ordnede dage i året. Ordet 'kalender' stammer fra det latinske 'Calendae', der betyder 'den første dag i måneden'. Betegnelsen hentyder til, at renter af gæld forfaldt den første i en måned.

Tidsregulatorerne i en kalender er tidsintervallerne: 'Soldøgnet', 'måneden' og 'solåret'.

Da solen, månen, jorden og stjernerne er i indviklede relative bevægelser, definerer man flere forskellige slags 'soldøgn', 'måned' og 'solår'. På dette sted vil vi definere:

· Et 'soldøgn' er defineret som det tidsinterval der, på et bestemt sted, forløber fra en dag til den næste, dvs. fra solen står højest på himlen i syd den ene dag, til den igen står højest på himlen i syd den næste dag. Et 'soldøgn' svarer således næsten til én omdrejning af Jorden om sig selv.

· En 'måned' er lig med det tidsinterval der forløber fra en fuldmåne (eller nymåne) til næste fuldmåne (eller nymåne). En sådan defineret 'måned' betegnes mere specifikt som en 'synodisk måned'. 'Synodisk' betyder noget i retning af 'sammenkomst', hvormed menes de stillinger, som månen og solen indtager ved fuldmåne eller nymåne, og ordet måned refererer naturligvis til månen.

· Et 'solår' eller mere præcist' et 'tropisk solår' er defineret som det tidsinterval der forløber, f.eks. på vor breddegrad, fra solen, om morgenen, står op i sit nordligste horisontpunkt og indtil den samme begivenhed indtræffer igen et 'år' senere. Et 'tropisk år' svarer til tidsrummet fra f.eks. sommersolhverv til næste sommersolhverv. (græsk: trope: vende). Et 'tropisk solår' svarer til ét helt jordomløb omkring Solen.

Månekalendere

Hos alle folkeslag er det fænomener i naturen, der lægges til grund for en ordnet tidsregning. Den ældste tidsregning blev således baseret på 'agraråret'. Afhængig af det pågældende steds klima blev 'agraråret' delt op i 2, 3, 4 eller flere dele. I egne hvor der ikke er nogen særlig iøjnefaldende overgange fra en del af året til en anden, kan man opdele i to eller tre årstider, f.eks.: Tørketid og regntid, eller tørketid, regntid og blomstringstid. I klimatiske områder som hos os er en firedeling af året naturligt.

Først da man begyndte at foretage systematiske observationer af Solens og Månens bevægelser, blev der skabt grundlag for et videnskabeligt og eksakt tidsregningssystem.

Som regulator for et større tidsrum end døgnet, benyttes månes bevægelse omkring Jorden. Allerede i det 3.århundrede f.Kr. har babylonierne bestemt det tidsinterval - målt i jorddøgn - som forløber fra en fuldmåne til den næste fuldmåne. De kom til samme tal, som man også har målt i vore dage, nemlig 29,53059 døgn. Dette tidsrum kaldes for en 'synodisk måned'. Man opdagede, at der på et 'agrarår' - svarende til et 'tropisk solår' - indtræffer 12 eller 13 fuldmåner. Et astronomisk år baseret på 12 månemåneder kaldes et frit måneår. Månekalenderne, der er de ældste kalendere, er baseret på månemåneder. En ny måned begyndte, når månens sejl blev synlig efter nymåne.

Da en 'synodisk måned' svarer til ca. 29,5 døgn, vil et måneår have 12 gange 29,5 døgn, dvs. 354 døgn. Da det i en borgerlig kalender er upraktisk at regne med brøkdele af et døgn, indrettede man det således, at kalenderen skiftevis havde 6 måneder hver med 29 dage og 6 måneder med 30 dage. Et sådant konstrueret måneår er dog ikke i overensstemmelse med det 'tropiske solår', der indeholder ca. 365,25 døgn. Måneåret er således ca.11 døgn kortere end solåret. I længden ville dette misforhold betyde, at årstiderne faldt på helt 'forkerte' datoer i kalenderen. For at råde bod på dette måtte man indskyde 'skudmåneder'. Babylonierne indførte over en 19-årig periode 7 ekstra måneder, 1 måned på 29 dage og 6 måneder på hver 30 dage.

Romernes oprindelige kalender var også baseret på månen, men de havde ikke faste regler for 'skudmåneder' og 'skuddage'. I det 7.århundrede f.Kr. udarbejdede de en kalender med ti måneder, der skiftevis havde 30 dage og 31 dage. Vor kalender har rester fra denne kalender. Dette ses af navnene på månederne september, oktober, november og december, som jo er afledt af talordene for syv, otte, ni og ti.

Den julianske kalender

En kalender der skal være i overensstemmelse med årstiderne skal baseres på Solen som tidsregulator.

De ældste kalendere, der var baseret på solens relative bevægelse, havde 360 dage fordelt på 12 måneder á 30 dage. Bemærk! Herfra stammer inddelingen af en cirkel i 360 grader. Egypterne havde oprindelig en sådan kalender. Denne blev dog senere justeret således, at kalenderåret kom til at bestå af 365 dage, idet man efter den 12'te måned indførte 5 tillægsdage - de såkaldte epagomener (jf. jours épagomènes: 'udfyldningsdage'). Da et tropisk solår er ca.1/4 døgn længere end et kalenderår på 365 dage vil en sådan kalender efterhånden komme ud af takt med årstidernes vekslen. For at få en bedre overensstemmelse mellem kalenderen og det faktiske solår indførte Ptolemaios III i året 238 f.Kr. den regel, at kalenderen skulle have en skuddag hvert fjerde år.

Middelværdien af et tropisk år er - taget over en længere årrække, og målt på nøjagtige ure - 365 døgn, 5 timer, 48 minutter og 45,9754 sekunder. Altså 11 minutter og 14 sekunder kortere end 365 døgn og 6 timer. Denne forskel bevirkede, at kalenderdatoen i løbet af 128 år rykker en dag frem i forhold til årstiden.

Kejser Gaius Julius Cæsar (102-44 f.Kr.) blev reformatoren af den romerske republiks kalender. Den var efterhånden kommet i en så forvirret tilstand, at der måtte gøres noget. Datoerne i den romerske kalender havde efterhånden forskubbet sig med 80 dage i forhold til årstiderne. Cæsar henvendte sig til den egyptiske astronom Sosigenes (1.årh. f.Kr.). Da Sosigenes beregnede solårets længde til 365,25 døgn, udarbejdede han en solbaseret kalender, hvor 'almenårene' havde 365 dage og 'skudårene' - hvert fjerde år - havde 366 dage.

For at få romernes oprindelige månekalender i overensstemmelse med en solbaseret kalender, blev det bestemt, at indføre 3 ekstra måneder i året 46 f.Kr. Dette år havde15 måneder og i alt 445 dage. I sandhed et forvirringens år, således også kaldet: annus confusionis ultimus.

Den julianske kalender startede 1.januar i året 45 f.Kr.. Men først år 8 e.Kr. fik den sin endelige form, således med månederne juli og august, opkaldt efter henholdsvis Julius Cæsar og Kejser Gaius Octavius Augustus (63 f.Kr.-14 e.Kr.). I sin oprindelige form var den julianske kalender ikke inddelt i 'uger' men i 'forretningsdage' og 'ikke-forretningsdage'. En uge bestående af syv dage, blev først almindelig benyttet fra det 3.århundrede e.Kr. Navnene på de enkelte dage i ugen blev taget fra de 7 kendte 'vandrestjerner': Månen (mandag), Mars (tirsdag), Merkur (onsdag), Jupiter (torsdag), Venus (fredag), Saturn (lørdag) og Solen (søndag). Med lokale ændringer er denne navngivning af ugedagene næsten den samme i dag. Uranus blev først opdaget i 1781, Neptun i 1846 og Pluto i 1930. Hvis disse planeter havde været kendt i oldtiden, da havde det uden tvivl været tallet 9 og ikke tallet 7, der var blevet benyttet som antal dage i 1 uge.

Den oprindelige julianske kalender var baseret på romertallene. Men i dette talsystem eksisterer tallet nul ikke. Da man i det sjette århundrede besluttede at indføre en fortløbende årstalsnummerering, fik man derfor problemer. Hvordan skulle man tælle og hvilket udgangspunkt skulle man vælge? Opgaven blev givet til Dionysios Exiguus, der var pavens arkivar og ansvarlig for beregning af påsketabeller. Exiguus indførte omkring år 525 betegnelsen Anno Domini (AD) ('i det Herrens år…') og daterede - ad hoc - Jesu fødsel til år 1 AD. Angivelserne e.Kr. og f.Kr. efter et årstal blev efterhånden også anvendt..

Med Exiguus's 'udgangspunkt' for årstalsnummerering og uden brug af tallet nul, løber det første år i første årtusind fra 1.januar år 1 AD til 31.december i år 1 AD. Det 1000. år løber fra 1.januar år 1000 AD til 31.december år 1000 AD. Den første dag i det andet årtusind er derfor 1.januar år 1001.

Det tredje årtusind begynder - i mangel af år nul - derfor først den 1.januar år 2001!

Den gregorianske kalender

Da middelåret på 365 døgn og 6 timer i den julianske kalender er 11,23 minutter længere end et 'tropisk solår', bevirker dette, som nævnt, at kalenderdatoerne forskyder sig i forhold til solårets naturlige rytmer. F.eks. vil kalender-datoen for forårsjævndøgn (hvor nat og dag er lige lange) forskyde sig mere og mere efterhånden som årene går.

En forskydelig kalenderdato af forårsjævndøgn er upraktisk, da fastlæggelsen af påskesøndag er knyttet hertil. Påskefesten har fra meget gammel tid været knyttet til forårsjævndøgn og fuldmånen.

Oprindelig var påskesøndag fastlagt som: Den første søndag efter den første fuldmåne, der indtræffer efter forårsjævndøgn. For at råde bod på en ikke fast dato for forårsjævndøgn i den julianske kalender, besluttede man på det berømte kirkemøde i Nikæa (nuværende Isnik i Tyrkiet), i året 325 e.Kr., at fastlægge påskesøndag således: Første påskedag er første søndag efter den fuldmåne som falder på eller nærmest efter den 21.marts. Hvis påske-fuldmånen falder på en søndag, så er påskedag først den følgende søndag. På kirkemødet i Nikæa vedtog man således, at fastlægge påsken ud fra den faste dato 21.marts.

At forårsjævndøgn og årstiderne faldt tidligere og tidligere i den julianske kalender var upraktisk. I året 1582 var kalenderdatoen for forårsjævndøgn således den 11.marts. En ny reform af kalenderen var påkrævet. Det blev Gregor XIII (pave 1572-85), der fik en justeret kalender vedtaget. Med hjælp fra Aloysius Lilius (1510-1576) og den tyske astronom Christopher Clavius (1537-1612), blev det - i en bulle af 24. Februar 1582 - bestemt, at dagen efter torsdag den 4.oktober skulle være fredag den 15.oktober. Udover at fjerne 10 dage fra kalenderen, blev der indført ændrede regler for 'skudår'. Kun de hundrede år (1600, 1700, 1800, 1900 osv.) der er delelige med 400 skal være 'skudår'. Denne regel formindsker antallet af 'skudår' med 3 i løbet af 400 år. Da et 'gregoriansk middelår' er på 365,2422 døgn i forhold til det 'tropiske solårs' 365,242199 døgn skal der gå omkring 3300 år før kalenderdatoerne forskyder sig med omkring et døgn.

Den gregorianske kalender blev indført i Danmark og Norge i året 1700 og i Sverige først 1753. I 1752 blev den indført i England, hvor folk protesterede med budskabet "Giv os vore 11 dage tilbage!".

Louis Nielsen