I det følgende lidt om Louis Pasteurs liv og forskning. Pasteurs forskning begyndte med studiet af spejlsymmetriske krystaller, et studium der danner grundlaget for stereo-kemien, dvs. studiet af molekylers rumlige opbygning. Siden studerede han gæringsprocesser. Han påviste, at gæring var forårsaget af levende mikroorganismer. Fra 1860'erne og indtil sin død forskede Pasteur i årsagerne til infektionssygdomme, og han udviklede vacciner og sera, der kunne forebygge og behandle dem. Pasteur videreudviklede den vaccinationsmetode som den engelske læge Edward Jenner (1749-1823) benyttede i 1796 mod sygdommen kopper. Pasteurs forskning har således givet bidrag til både natur- og lægevidenskaben.
(1822-1895) |
(1829-39): Louis gik i skole i Arbois, hvor han viste at have et kunstnerisk talent. Han tegnede og malede portrætter af bl.a. sin mor, far og søstre. I årene 1839-42 studerede Pasteur videre i Besançon.
(1842-46): Trods sit kunstneriske talent valgte Pasteur at studere kemi og fysik ved École Normale Supérieure i Paris. Pasteur modtog undervisning af Frankrigs førende organiske kemiker Jean Baptiste Dumas (1800-84) og Antoine Jérome Balard (1802-76), sidstnævnte kendt for sin opdagelse af grundstoffet brom. Pasteurs interesse for kemi og specielt krystallografi blev vakt under studierne.
(1846-48): Pasteur virker som manuduktør i kemi ved École Normale Supérieure.
Krystalforskning. 'Asymmetrisk' naturkraft?
Pasteur studerede krystallografi og optisk aktivitet i perioden 1847-57. I 1815 opdagede
den franske fysiker Jean Baptiste Biot (1774-1862), at som det var tilfældet med visse
krystaller, så kunne mange organiske væsker også dreje polarisationsplanet af polariseret
lys, der blev sendt gennem væsken. Da der ikke var tale om faste krystallinske stoffer,
så måtte den drejende virkning på lyset været forårsaget af de organiske molekylers
struktur, konkluderede Biot.
Pasteur viste, at vinsyrens salte, tartraterne, findes i to spejlsymmetriske former.
Den ene form drejer planen af polariseret lys mod højre - den såkaldte 'dextro'-form,
den anden form drejer lysets plan mod venstre - den såkaldte 'lævo'-form.
Pasteur forsøgte, uden held, at opdage en 'asymmetrisk kraft' i naturen, muligvis som
en egenskab ved lys, varme, elektricitet eller magnetisme. En sådan 'asymmetrisk kraft'
kunne være årsag til en bestemt drejnings-symmetri af krystaller. Pasteur
eksperimenterede med kraftige magneter, idet han lod kemiske processer foregå i
magnetfeltet. Han forventede, dog uden resultat, at der kunne blive dannet optisk
aktive og asymmetriske krystaller.
Pasteurs studier af spejlsymmetriske krystalformer danner grundlaget for
stereo-kemien, dvs. studiet af molekylers rumlige opbygning.
Stereo-kemi
Den egentlige stereo-kemi, dvs. studiet af den rumlige opbygning af molekyler og
deres fysiske og kemiske egenskaber, begyndte i året 1874, da den hollandske kemiker
Jacobus Henricus van't Hoff (1852-1911) offentliggjorde en afhandling om
kulstofatomets asymmetri. Ti år senere, i 1884, udgav van't Hoff værket:
"Études de dynamique chimique", der er et af den fysiske
kemis hovedværker. For sin forskning fik Van't Hoff i 1901 den først uddelte Nobelpris i kemi.
Franskmanden Achille Le Bel (1847-1930) fremsatte også, ligeledes i 1874, en teori om det
asymmetriske kulstofatom, uafhængigt af van't Hoff.
i laboratoriet |
1848: Pasteur udnævnes til fysiklærer ved mellemskolen i Dijon, hvor han dog kun blev nogle måneder.
(1849-54): Pasteur varetager stillingen som Professor i kemi ved universitetet i Strassbourg.
1849: Pasteur gifter sig med Marie Laurent (død 1910)
1850: Datteren Jeanne bliver født.
1851: Sønnen Jean-Baptiste fødes. Han får samme fornavn som fysikeren Biot, der havde rost Pasteurs arbejde med vinsyrens salte.
1853: Datteren Cecile bliver født.
Mikroskopet vejen til mikrobernes verden og opdagelsen af bakterierne
Pasteur gjorde brug af mikroskopet. Derfor lidt om dette redskab i videnskabens tjeneste.
Opfindelsen og anvendelsen af mikroskopet (af græsk: mikros; lille og skopein: se)
afslørede eksistensen af en fantastisk mikro-verden. Ved hjælp af mikroskopet blev
det påvist, at der findes et utal af levende mikroorganismer, der ikke kan ses med
det blotte øje. Meget tidligt i menneskets teknologiske historie har det været kendt,
at hvis man så gennem en halvkugleformet vanddråbe eller et tilsvarende formet legeme
af glas, da gav det et forstørret billede af det, der lå nedenunder. Omkring år
1315 blev brillen, der bestod af en linse, monoklen, opfundet af italieneren
Salvino d'Armati (død 1317). Til fremstilling af linsen benyttede man mineralet
beryl, hvoraf ordet brille stammer. Først omkring 1350 blev en brille med to linser,
en til hvert øje, opfundet.
Hvornår man opdagede, at to linser sat sammen kunne give et forstørret billede.
vides ikke. Muligvis har børn leget med at sammensætte linser og moret sig over deres
egenskab til at forstørre.
Det første officielle mikroskop, der bestod af to linser, menes at være opfundet
omkring år 1600 af den hollandske brillemager Zacharias Janssen (1580-1638). Den
italienske naturforsker Galileo Galilei (1564-1642) konstruerede også mikroskoper
i begyndelsen af 1600-årene. I 1609 konstruerede Galilei i øvrigt den første
astronomiske kikkert, med hvilken han opdagede hidtil ukendte himmelfænomener.
To af mikroskopiens pionerer, er den selvlærte hollænder Antonie van Leewenhoek
(1632-1723) og den engelske fysiker Robert Hooke (1635-1703). Leewenhoek konstruerede
selv forskellige typer mikroskoper, bl.a. et sammensat mikroskop der kunne forstørre
270 gange, og dermed var det hidtil kraftigste. Med disse selvkonstruerede
mikroskoper opdagede Leewenhoek en hidtil ukendt verden af levende mikroorganismer.
I 1677 opdagede han eksistensen af bakterierne, en opdagelse af historisk betydning
for biologien og ikke mindst lægevidenskaben. Pasteur udforskede 200 år senere også
disse 'små bæster', der kunne dræbe et menneske, der var mere en ti millioner gange
større end de selv.
Robert Hooke forbedrede det sammensatte mikroskop, så det kunne forstørre endnu mere end Leewenhoeks. I 1665 udgav han værket 'Micrographia' med tegninger og beskrivelser af det han kunne se gennem sit mikroskop. Det var Hooke, der først opdagede, at planter består af små afgrænsede og væskefyldte 'kamre'. Disse 'kamre' kaldte Hooke celler, en betegnelse der stadig bruges.
Forskning i gæringsprocesser. Hvad sker ved gæringen?
Pasteur havde i årene 1854-57 stillingen som professor i kemi ved det videnskabelige
fakultet i Lille. I Lille var en af de førende industrier gæring af roer og korn til
alkohol. Som videnskabelig hjælp hertil oprettede Pasteur kurser i gæringsprocesser.
Indtil midt i 1850'erne var der uenighed om naturen af de gæringsprocesser, der omdanner
sukker til alkohol. En teori var fremsat af den fremtrædende tyske kemiker Justus von
Liebig (1803-73). Liebig mente, at der var tale om en rent kemisk proces, hvor sukker
blev omdannet til alkohol. Liebig hævdede, at de gærceller, som bryggerne benyttede,
blot fremmede gæringen gennem deres død og forrådnelse. Alkoholgæringen havde intet at
gøre med levende og biologisk aktive gærceller, fastholdt Liebig, dette selv om hans
landsmand Theodor Schwann (1810-82), havde påvist at gærceller vokser og deler sig
under gæringsprocesser. (Schwann udgav i øvrigt et betydningsfuldt værk i 1839 med
titlen: 'Untersuchung über die Uebereinstimmung in der Struktur und Wachsthum der Tiere
und der Pflanzen'. Det handlede om cellerne som de grundlæggende 'elementer' i dyr og
planter).
I 1857 lykkedes det Pasteur at vise, at mælkesyrning forårsages af en mikroskopisk
stav-formet plante. Når den blev tilsat en sukkeropløsning med f.eks. ammoniak
blev der dannet mælkesyre. Pasteur viste således, at gæring krævede tilstedeværelsen
af mikroskopiske livsformer.
I 1897 opdagede den tyske kemiker Eduard Buchner (1860-1917), at alkohol-gæring
var en enzymatisk proces, som ikke nødvendigvis krævede gærcellers tilstedeværelse.
Denne opdagelse gav en vis støtte til Liebigs rent kemiske teori om gæring.
Det gæringsaktive enzym kaldte Buchner zymase. Buchners arbejder danner grundlaget
for enzym-kemien. Zymase viste sig at kunne give en forståelse af en række
fundamentale livs-processer. For sin forskning fik Buchner den medicinsk-fysiologiske
Nobelpris i 1907.
(1857-67): Pasteur leder den naturvidenskabelige afdeling ved École Normale
Supérieure i Paris. Samtidig forsker han i gæringsprocesser, (også kaldet
fermentation af latin: fermentare; 'bringe til at gære'), generatio spontanea,
dvs. selvavl, og han foretager undersøgelser af eddike og vin.
Pasteur udgiver en mindre artikel 'Mémoire sur la fermentation appelée lactique',
der handler om studierne af mælkesyre - og alkoholgæring. Artiklen kan betragtes
som grundlæggende for den videnskabelige mikrobiologi.
Pasteur varetager i årene 1863-67 også stillingen som professor i geologi,
fysik og kemi ved École des Beaux-Arts.
Teorien om biologisk 'selvavl'
Pasteur deltog i debatten om biologisk 'selvavl' - generatio spontanea. Teorien var
på Pasteurs tid endnu ikke blevet modbevist. Teorien om 'selvavl' går tilbage til den
græske filosof Aristoteles (384-322 fvt.). I teorien blev det hævdet, at levende
væsner kunne dannes spontant ud fra bl.a. jord, mudder, vand og råddent stof.
Aristoteles opererede med forskellige grader af biologisk 'selvdannelse'. F.eks.
vidste han, at hvepse parrede sig, når de skulle avle nye hvepse. Derimod mente han,
at myg kunne opstå af sig selv frit i naturen!
Den flamske læge og kemiker Johan Baptista van Helmont (1579-1644) havde endda givet
anvisninger på, hvordan mus kunne dannes af gamle klude! (Det var i øvrigt van Helmont,
der indførte betegnelsen 'gas' for stoffets tredje tilstandsform. Ordet 'gas' er afledt
af det græske ord 'kaos').
I Frankrig var lederen af det Naturhistoriske Museum i Rouen, Felix-Archimè Pouchet
(1800-72), en af de stærkeste fortalere for 'selvavl'. Pouchet argumenterede, at der
var mindst tre nødvendige faktorer for dannelsen af laverestående livsformer:
1) Henfaldende organisk stof, 2) luft og 3) vand. Dertil var lys og elektricitet
også nyttige. I 1860 udskrev Det franske Videnskabernes Akademi en prisopgave
om 'selvavl'. Pasteur deltog med en besvarelse, der tilbageviste Pouchets påstande.
Forsøg med 'svanehals-kolber
I begyndelsen af 1860'erne udførte Pasteur nogle afgørende forsøg, der også var
med til at modbevise teorien om 'selvavl'. Forsøgene blev foretaget med de
såkaldte 'svanehals-kolber'. Disse bestod af en glaskolbe, der var tæt forbundet
med et tyndt langt og bøjet glasrør, der kunne minde om en 'svanehals'. Pasteur
placerede en næringsvæske i en svanehals-kolbe, hvorefter han opvarmede den til
kogning, således at også 'svanehalsen' blev gennemstrømmet af varm damp i nogle
minutter. Det viste sig efterfølgende, at næringsvæsken i sådanne steriliserede
kolber ikke gik i forrådnelse, men derimod kunne forblive steril og ensartet i
lang tid. Hvis man derimod fjernede 'svanehalsen' hos en af de opvarmede kolber
med næringsvæske, ja, så gik der ikke lang tid førend, der startede forrådnelse
af indholdet i kolben. Pasteur kunne ved disse forsøg få sin teori om
forrådnelses-processerne bekræftet: Årsagen til forrådnelse var levende
mikroorganismer, der fandtes næsten 'overalt', også i luften. Hvis forrådnelse
skulle forhindres, måtte mikroorganismerne dræbes og udelukkes fra det materiale,
der ønskes sterilt (af latin: sterilis; ufrugtbar).
Aerobe og anaerobe bakterier
Under sine mange forsøg opdagede Pasteur, at der findes bakterier, der kun var
aktive ved tilstedeværelsen af ilt og andre bakterier, der kun var aktive, hvis
der ikke var ilt tilstede. De bakterier der krævede ilt, kaldte han aerobe
(af græsk: aeros; luft) og de der ikke krævede ilt, kaldte han anaerobe.
Pasteurisering - hvad er det?
I 1865 viste Pasteur, at man ved en bestemt opvarmningsteknik kan forhindre
sygdomsbakterier og samtidig forlænge holdbarheden af fødevarer, uden at det går
ud over smagen og næringsværdien. Man skal opvarme en given fødevare til ca.
80 grader celsius i nogle sekunder, eller til ca. 70 grader celsius i 15 sekunder,
eller til ca. 65 grader celsius i omkring en halv time. Opvarmningsmetoden benyttede
Pasteur først på vin og øl, som derved ikke blev sure.
Opvarmningsmetoden er siden blevet kaldt 'pasteurisering'. På enhver af nutidens
mælkekartoner står der, at mælken er pasteuriseret.
Metoden med at sterilisere vin ved opvarmning blev dog allerede anvendt i 1795 af
Nicolas Appert (1749-1814) der i 1804 også havde anvendt metoden til konservering
af fødevarer i flasker og metaldåser.
1865: Pasteurs 2-årige datter Camille dør, og samme år mister han også sin far.
1866: Datteren Cecile dør af tyfus 12 år gammel.
(1867-74): Pasteur virker som professor i kemi ved Sorbonne-Universitetet i Paris.
Pasteurs hjælper den franske silkeindustri
I perioden 1850 til 1866 tabte de franske silkeproducenter op mod 20 millioner
franc på grund af sygdom hos silkesommerfuglene. Sygdommen viste sig ved sterile
æg og larver, der ikke ville tage føde til sig.
I 1865 henvendte kemikeren J. B. Dumas, der havde været landbrugsminister, sig
til sin tidligere elev Pasteur. Dumas bad Pasteur om hjælp til at klarlægge årsagerne
til 'silkelarvernes' sygdomme. Efter et par års undersøgelser kunne Pasteur påvise,
at 'silkelarverne' var smittet med nogle en-cellede mikrober, protozoer, der viste
sig at angribe larver, pupper, æg og endog de voksne sommerfugle. Smitten viste sig
at komme fra affald på larvernes udklækningspladser. Pasteur anbefalede bl.a., at
produktionen skulle foregå med større renlighed. Efter anvisningerne fra Pasteur
kom der igen gang i den franske silkeproduktion.
1868: Pasteur bliver udenlandsk medlem af Royal Society i London. I oktober får Pasteur sit første slagtilfælde og bliver lammet i venstre arm og venstre ben.
1871: Pasteur frasiger sig en æresdoktortitel ved Bonns Universitet på grund af en antitysk holdning, fremkaldt af den tysk-franske krig i 1870-71. Som et udslag af denne antityske holdning og konkurrence mellem franske og tyske forskere, valgte Pasteur betegnelsen 'mikrobiologi' til forskel fra den tyske betegnelse 'bakteriologi'.
1874: Pasteur modtager Copley-medaljen fra Royal Society i London.
1875: Pasteur etablerer sit eget forskningsinstitut. I 1888 blev det af den franske regering udbygget til 'Institut Pasteur' i Paris.
1876: Pasteur udgiver afhandlingen: 'Études sur la bière, ses maladies, les causes
qui les provoquent. Procédes pour la rendre inaltérable, avec une théorie nouvelle
de la fermentation'.
Pasteur skriver, uden endnu at have bevist det, at mikroorganismer kunne være årsag
til infektionssygdomme, lige som de kunne bevirke store forandringer af øl og vin.
Forskning i infektionssygdomme. Hvad er årsagen til sygdomme?
Pasteur forskede i infektionssygdomme fra 1877 og indtil sin død i 1895. Han begyndte i 1877
med sygdommen kalve-miltbrand.
Den fremherskende opfattelse om sygdommes opståen var i midten af 1800-tallet teorien
om 'miasmatiske sygdomme'(af græsk miasma; forurenet). Teorien gik ud på, at sygdomme
og epidemier som tyfus og kolera skyldtes 'uddunstninger' af forurenet luft fra møddinger
og rådnende materiale. Den sygdomsfremkaldende luft kunne så spredes med vinden.
I 1850 fremkom de første formodninger om, at sygdommen miltbrand, anthrax, blev spredt
via et smitstof. I 1863 opdagede den franske læge Casimir Davaine (1812-82)
trådlignende legemer i blodet hos kalve, der var syge af miltbrand. Den tyske
bakteriolog Robert Koch (1843-1910) kunne i 1876 bekræfte Davaines opdagelse.
Koch kunne yderligere vise, at mikroorganismerne dannede 'sporer', der var i stand
til at udvikle miltbrand hos raske dyr.
Efter flere års forskning kunne Pasteur konkludere, at smitsomme sygdomme er
forårsaget af mikroorganismer der 'spirede' i levende væsner.
1877: Pasteur opdager sammen med Joubert, at hvis miltbrand-baciller samtidig med
visse uskadelige bakterier injiceres i et dyr, da fremkalder det ikke nogen infektion
hos dyret. De uskadelige bakterier modvirker den sygdomsfremkaldende virkning hos
miltbrand-bacillerne.
Der er tale om en såkaldt antagonisme-effekt, hvor mikroorganismer modvirker hinanden.
I 1889 indførte franskmanden Vuillemin betegnelsen antibiose for det fænomen, hvor to
levende organismer destruerer hinandens virkning.
1879: Pasteur udvikler en vaccine af en svækket bakteriestamme af hønse-kolera. Det blev gjort ved at udsætte de sygdomsfremkaldende 'mikrober' for luft gennem længere tid og ved en konstant temperatur på omkring 37 grader celsius. Hvis en høne blev injiceret med serum, hvori de svækkede bakterier var, da kunne den måske godt udvikle sygdommen i mild grad, men efterfølgende blev hønen immun overfor hønse-kolera.
Forsøg med miltbrand-vaccine. Immunologien grundlægges
I 1880 fremstillede Pasteur en miltbrand-vaccine ved at svække miltbrand-bakterier
ved 42-44 grader celsius.
I foråret 1881 udførte Pasteur et afgørende forsøg med miltbrand-vaccine på en gård
i Pouilly-le-Fort. Forsøget blev overværet af mange mennesker, deriblandt De Blowitz,
der var paris-korrespondenten fra Times i London.
Den 5. maj blev 24 får, 1 ged og 6 køer indpodet med en levende men svækket kultur
af miltbrand-baciller. Den 17. maj blev dyrene vaccineret med en stærkere vaccine.
Den 31. maj blev alle de vaccinerede dyr inficeret med meget virksomme
miltbrand-baciller, og samtidig blev 29 ikke-vaccinerede dyr, 24 får, 1 ged og 4 køer,
også indpodet med miltbrand-baciller. Den 2. juni kom Pasteur sammen med sine
assistenter Chamberland, Roux og Thuillier ud på den mark, hvor dyrene befandt sig.
De blev hilst med høje bifaldsråb. Det viste sig nemlig, at ingen af de vaccinerede dyr
var blevet syge! Derimod var 22 af de ikke-vaccinerede dyr, 21 får og geden døde.
To af kontrol-fårene døde for øjnene af tilskuerne, og det sidste ikke-vaccinerede får
døde senere samme dag. De fire køer i kontrolgruppen havde feber og voldsomme
hævelser på det injicerede sted.
For at overbevise de der ikke troede på Pasteurs vaccinations-terapi, blev
forsøgene udført andre steder i Frankrig og i udlandet.
Pasteurs laboratorium begyndte at massefremstille miltbrand-vaccine til bønder og dyrlæger, som i løbet af få år fik deres dyr vaccineret mod miltbrand. I 1894 var miltbrand-dødeligheden hos 3.4 millioner får og 438 tusinde stykker kvæg, der var vaccineret og udsat for normal smittefare, henholdsvis 1% og 0.3%.
Immunologien som videnskab var blevet grundlagt og immun-terapien var en realitet!
Gennem årene 1880-88 udviklede Pasteur sammen med Pierre Paul Émile Roux (1853-1933)
en kemisk teori om immunitet.
International lægekongres i København 1884:
Pasteur deltager dette år i en stor international lægekongres i København.
Peter Ludwig Panum (1820-85) (ja, ham der har givet navn til Panum Instituttet
i København) var præsident for kongressen. Berømtheder som Joseph Lister (1827-1912),
James Paget (1814-99), Rudolf Virchow (1821-1902) og Armauer Hansen (1841-1912) deltog også.
Ved kongressen fremlagde Pasteur for første gang sine undersøgelser vedrørende hundegalskab.
Og vedrørende videnskab sagde Pasteur:
"Ved vor nærværelse ved denne kongres bekræfter vi videnskabens neutralitet. Videnskaben har intet fædreland, eller snarere: videnskabens fædreland omfatter hele menneskeheden. Men selv om videnskaben ikke har noget fædreland, bør videnskabsmanden især beskæftige sig med alt, hvad der bringer hans fædreland ære. I enhver videnskabsmand er der en stor patriot."
Pasteur besøgte brygger Jacob Christian Jacobsen (1811-87) og Carlsberg Bryggeriet. Han roste specielt forskningen udført af gærfysiologen Emil Christian Hansen (1842-1909), der havde været Panums student. Det var lykkedes for E. C. Hansen at isolere enkeltceller af gærsvampen. Og ligeledes fik han rendyrket den gærsvamp, der siden er blevet kaldt saccaromyses carlsbergensis og benyttet ved fremstillingen af øl. I 1886 fik E. C. Hansen en fransk guldmedalje efter anbefaling fra Pasteur.
Joseph Meister - reddet fra hundegalskab, men tragisk død
I begyndelsen af 1880'erne udviklede Pasteur sammen med sine medarbejdere en vaccine
mod sygdommen rabies, også kaldet hundegalskab. Rabies-vaccinen var blevet anvendt på
dyr med positivt resultat. Vaccinerede dyr blev uimodtagelige for sygdommen, de blev immune.
Spørgsmålet var, om vaccinen også kunne gøre mennesker immune overfor rabies, der skyldes
et virus. Havde et menneske først fået sygdommen, var den meget ofte dødelig efter grufulde
lidelser.
Pasteur tøvede med at gøre forsøg på mennesker, for tænk hvis vaccinen forårsagede rabies.
Men heldet, eller nærmere uheldet, gav Pasteur mulighed for at prøve sin rabies-vaccine på
et menneske. En dag i juli1885 blev Pasteur nemlig opsøgt af en fru Meister fra Meissengott
i Alsace.
Hun havde sin 9-årige søn Joseph med. Han var to dage forinden blevet bidt mange gange af
en 'gal' hund, dvs. en hund, der havde sygdommen hundegalskab.
Fru Meister bad indtrængende Pasteur om at 'frelse sønnen'. Pasteur tog udfordringen op.
Den 6. juli 1885 gav Pasteur den 9-årige dreng den første indsprøjtning af en
rabies-vaccine, der indeholdt rabies-mikrober, som var blevet svækket ved at være
udsat for ilt. I de næste tretten dage fik drengen hver dag en stedse kraftigere
indsprøjtning. Behandlingen blev en succes, drengen fik ikke hundegalskab!
Som voksen havde Joseph Meister jobbet som portner ved Pasteur-Instituttet. Da tyskerne i 1940 ville have adgang til Pasteurs gravmæle, nægtede Meister dem adgang. Han gjorde derefter, som 64-årig, selvmord.
Triumf og skepsis
Pasteur behandlede også den 15-årige dreng Jean Baptiste Pupille, der var blevet
bidt af en 'gal' hund. Selv om han først kom under behandling hos Pasteur seks dage
efter, at han var blevet bidt, så overlevede han. Dette var endnu en triumf for
Pasteurs behandlingsmetode.
Den 1. marts 1886 erklærede Pasteur, at hundegalskab kan behandles.
Indtil oktober 1886 var 2490 mennesker blevet vaccineret mod hundegalskab.
Men som altid når nye videnskabelige opdagelser bliver gjort, så var der mange, ikke
mindst andre forskere, der hævdede, at Pasteurs metoder var værdiløse, ja endda kunne
gøre ondt værre.
1887: Pasteur får sit andet slagtilfælde.
1888: Den 14. november indvies Pasteur-Instituttet i Paris. Pasteur bliver leder af det indtil sin død.
1894: Pasteur får endnu et slagtilfælde og bliver alvorligt lammet.
1895: Louis Pasteur dør den 22. september i Château Villeneuve l'Étang i Paris. Han får en statsbegravelse og stedes til hvile i et storslået gravkammer, der er placeret i Pasteur-Instituttet.