Da mennesket blev gennemsigtigt

Wilhelm Conrad Röntgen - røntgenstrålernes opdager


Af Louis Nielsen, Lektor ved Herlufsholm    louis44nielsen@gmail.com

Wilhelm Conrad Röntgen
(1845-1923)
Opdagelsen af røntgenstrålerne var begyndelsen til et intenst studium af stoffets byggesten, atomerne. Den førte til udviklingen af en røntgen-teknologi, der ikke mindst har været til gavn for lægevidenskaben. Udviklingen og anvendelsen af røntgen-krystallografi og røntgen-spektroskopi har givet os en detaljeret viden om opbygningen af krystaller og molekyler.
Ligeledes er der i de seneste årtier foretaget astronomiske observationer af naturlige røntgenkilder i Universet. Analysen af observationerne har forøget vor viden om mange astronomiske fænomener. Uhuru var den første satellit med røntgendetektorer. Den blev sendt i bane omkring Jorden i 1970.
I det følgende noget om røntgenstrålerne, deres opdager Wilhelm Conrad Röntgen, og de forudsætninger der var nødvendige for opdagelsen af dem.

Da mennesket blev gennemsigtigt. Verdens første røntgenbillede

Verdens første røntgenbillede
af Anna Berthas hånd
taget 22. december 1895.

Den 22. december 1895 bad professor i fysik ved Würzburg Universitet Wilhelm Conrad Röntgen sin hustru Anna Bertha (1839-1919) komme med i laboratoriet. Han ville udføre et forsøg med nogle gennemtrængende stråler, han havde opdaget nogle uger tidligere. Strålerne blev udsendt fra et elektrisk udladnings-rør, et såkaldt katodestråle-rør, der var forbundet til en elektrisk højspændingskilde.
Han bad hustruen holde hånden mellem katodestråle-røret og en fotografisk plade. Derefter tilsluttede han højspændingen over røret. Da Röntgen fremkaldte den fotografiske film, viste den et 'skygge-billede' af knoglerne i hustruens hånd og en skygge af hendes vielsesring.

Röntgens overraskende hustru havde deltaget i et revolutionerende forsøg. Verdens første røntgenbillede var blevet taget af hendes hånd! Strålerne kunne åbenbart trænge lettere igennem hud og kød end gennem knoglerne og ringen, som derfor viste sig som skygger på filmen.

Født i Tyskland og opvokset i Holland

Wilhelm Conrad Röntgen blev født 27. marts 1845 i den tyske by Lennep, der i dag en bydel af Remscheid. Faderen Friedrich Conrad Röntgen (1801-1884) var købmand og klædefabrikant. Moderen Charlotte Constanze (1806-1888), født Frowein, kom fra Holland. Forældrene blev gift i den hollandske by Apeldoorn i 1842. Wilhelm var deres eneste barn. I 1848 flyttede Wilhelm og hans forældre til Utrecht i Holland.

Smidt ud af skolen og dumpet til adgangseksamen

Efter at have gået i grundskolen i Apeldoorn kom Wilhelm på 'Utrecht Tekniske Skole'. Her viste han at have anlæg for naturvidenskab og teknik. I 1863 blev han desværre smidt ud af skolen, fordi han havde gjort grin med en af lærerne.
Wilhelms far ansatte herefter en privatlærer, der skulle forberede Wilhelm til adgangseksamen ved Utrecht Universitet. Desværre dumpede Wilhelm til eksamen! Om årsagen var dårlig forberedelse eller at censor, var en af lærerne fra den tekniske skole, som han var bortvist fra, vides ikke. Faderen ønskede, at Wilhelm skulle studere naturvidenskab, så han fik alligevel en speciel tilladelse til, at Wilhelm kunne følge visse forelæsninger og kurser ved Universitetet. Her viste Wilhelm at have interesse og evner for videnskabelig forskning, hvilket bevirkede, at han fik bevilget en ansøgning til maskiningeniørstudiet ved Zürichs Polytekniske Højskole.

Inspiratoren August Kundt, ægteskab og forskellige ansættelser

I 1865 begynder Röntgen studierne på Den tekniske Højskole i Zürich. Men han viser i starten mere interesse i bjergbestigning, sejlsport og fester. På Caféen 'Zum grünen Glas' møder han Anna Bertha Ludwig, som han senere bliver gift med.
Men da hans lærer blev den ansete professor i fysik August Kundt (1838-1894), skete der noget. Kundt indså Röntgens evner og tilbød, at han kunne blive hans assistent i fysik. Da Kundts undervisning og forskning virkede inspirerende på Röntgen, kom der gang i studierne.

Röntgen
1869: Röntgen afslutter sit studium og får diplom som maskiningeniør med speciale i termodynamik.

(1869-72): Da Kundt fik et professorat i Würzburg tilbød han Röntgen at følge med og blive hans assistent. Röntgen udfører her sin første forskning, bl.a. målinger af den specifikke varmekapacitet af gasser og varmeledningen i krystaller.

(1872-75): Röntgen fortsætter som assistent hos Kundt, da denne fik en stilling ved det nyoprettede universitet i Strassburg.

1872: Röntgen gifter sig med Anna Bertha Ludwig, der var fra Zürich. De bliver gift i byen Apeldoorn i Holland. De fik ikke selv børn, men adopterede senere en pige.

(1875-76): Röntgen varetager et professorat i fysik og matematik ved Hohenheim Landbrugsskole.

(1876-79): Röntgen er tilbage i Strassburg i en stilling som ekstraordinær professor.

(1879-88): Röntgen bliver ordinær professor og direktør for det Fysiske Institut ved universitetet i Giessen.

(1888-1900): I 1888 efterfølger Röntgen i Würzburg, den ansete fysiker Friedrich Wilhelm Georg Kohlrausch (1840-1910), der får et professorat i Strassburg. Röntgen bliver også direktør for det nybyggede Fysiske Institut i Würzburg.

1887: Ægteparret Röntgen adopterer den 6-årige Josephina Bertha Ludwig, datter af Anna Berthas eneste bror.

1894: Röntgen vælges til rektor for Julius-Maximillian-Universitetet.

1895: Den 8. november opdager Röntgen nogle gennemtrængende stråler, der udsendes fra anoden i et elektrisk udladnings-rør. Röntgen benyttede et Hittorf-Crookes-rør, opkaldt efter den tyske fysiker Johan Wilhelm Hittorf (1824-1914) og den engelske fysiker William Crookes (1832-1919). Röntgen kaldte de opdagede stråler X-strahlen.

1896: Den 23. januar holdt Röntgen et foredrag om sin opdagelse i det Fysisk-Medicinske Selskab i Würzburg. Mange prominente forskere deltog, bl.a. den tyske anatom Rudolf Albert von Kölliker (1817-1905), der i 1850 havde opdaget og påvist, at nervetråde er udløbere fra nerveceller. Ved mødet gik Kölliker med til, at få sin hånd 'stråle-fotograferet' med de gennemtrængende stråler. Da fotografiet blev fremkaldt viste det tydeligt knoglerne i Köllikers hånd. Forsamlingen studerede billedet med undren og forbavselse, og Kölliker døbte på stedet strålerne med navnet 'røntgenstråler'. Et navn der dog ikke er slået an i engelsktalende lande, hvor de stadig kaldes x-rays.

(1900-1920): Fra år 1900 og indtil sin pension i 1920 var Röntgen professor i München.

1901: For sin opdagelse og udforskning af røntgen-strålerne hædres Röntgen med den først uddelte Nobelpris i Fysik.

Röntgens Nobelpris-diplom

1919: Hustruen Anna Bertha dør, hvilket er et smertefuldt tab for Röntgen.

1923: Den 10. februar 1923 dør Röntgen af tarmkræft. Han bliver stedt til hvile i familiegraven i Giessen.

Det siges, at Röntgen døde indesluttet, ensom og fattig. Men ét er sikkert. Han var en af naturvidenskabens pionerer. Han opdagede et fænomen, der var begyndelsen til et gennembrud i udforskningen af den natur, som vi selv er en del af.

Forudsætningerne for Röntgens opdagelse

I sidste halvdel af 1830'erne begyndte den engelske eksperimentalfysiker Michael Faraday (1791-1867), at studere elektriske udladninger i fortyndede gasser, der var indespærret i en lukket glasbeholder, hvori der var indsmeltet to elektroder. At Faraday var interesseret i elektriske fænomener er ganske forståeligt. Det var ham, der i 1831 opdagede den elektromagnetiske induktionslov, som førte ham til konstruktionen af transformatoren og dynamoen. Faradays forskning var inspireret af Hans Christian Ørsteds (1777-1851) opdagelse i 1820 af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme.

De videre forsøg med elektriske udladnings-rør krævede tekniske forbedringer af:

Geissler-rør

I 1854 opfandt den tyske instrumentmager Heinrich Geissler (1814-1879) en forbedret luftpumpe, der gør brug af en kviksølvsøjle som 'stempel'. Da Geissler også var glaspuster, fremstillede han i årenes løb mange forskellige typer af udladnings'rør', sidenhen kaldt Geissler-rør. I sin enkleste form består et Geissler-rør af et lukket aflangt glasrør, hvor der i hver ende er indsmeltet en metal-elektrode. Glasrøret pumpes mere eller mindre lufttomt, eller det kan fyldes med en bestemt gas ved lavt tryk. Den elektrode der forbindes til den negative pol på en højspændingskilde kaldes 'katoden', og den elektrode der forbindes til den positive pol kaldes 'anoden'.

Højspændings-induktor

I 1851 opfandt den tysk-franske instrumentmager Heinrich Daniel Ruhmkorff (1803-1877) et 'gnistinduktionsapparat', der kunne give elektriske spændingsforskelle på flere tusinde volt. Apparatet, der virkede i overensstemmelse med den af Faraday opdagede induktionslov, blev efter opfinderen kaldt 'en Ruhmkorffer'.

Hvis man etablerer en elektrisk spændingsforskel på nogle tusinde volt over et Geissler-rør, hvori der er en bestemt gas, vil denne udsende lys med en karakteristisk farve. Analysen af lyset fra sådanne Geissler-rør førte bl.a. til Niels Bohrs (1885-1962) atom-model i 1913. Forsøg med næsten lufttomme udladnings-rør og højere elektriske spændinger førte bl.a. til opdagelsen af røntgenstrålerne og elektronen.

Et Geissler-rør forbundet til en højspændingsinduktor.

Katodestråler og elektronens opdagelse

I 1858 opdagede den tyske matematiker og fysiker Julius Plücker (1801-1868), at der fra katoden i et næsten lufttomt Geissler-rør blev udsendt 'nogle stråler', som i 1876 af den tyske fysiker Eugen Goldstein (1850-1931) blev kaldt 'katodestråler'. De elektriske udladnings-rør, blev herefter også kaldt katodestråle-rør.
I 1897 påviste den engelske fysiker Joseph John Thomson (1856-1940), at katodestråler består af negativt elektriske ladede partikler. Partiklerne fik navnet elektroner, et navn der i 1891 blev indført af den engelske fysiker Johnstone Stoney (1826-1911). Han benyttede navnet for den elementære elektriske enhed i elektrolyse-processer.

Crookes-rør med 'vingehjul' af glimmer, der kan rulle på to glasstænger. Hvis der etableres en høj spændingsforskel mellem elektroderne, vil elektronerne, der udsendes fra den negative katode støde mod 'vingehjulet', og sætte dette i bevægelse. Apparaturet kan således vise elektronernes kraftvirkning.
(Herlufsholms Fysikhistoriske Museum).

Opdagelsen af nogle gennemtrængende stråler

På universitetet i Würzburg eksperimenterede fysikprofessor Wilhelm Conrad Röntgen (1845-1923) også med katodestrålerør.
Fredag aften den 8. november 1895 gik Röntgen til sit laboratorium, hvor han ville udføre et specielt forsøg med sit katodestråle-rør. Han pakkede katodestråle-røret ind i sort papir, slukkede lyset i laboratoriet og forbandt røret til den elektriske højspændingskilde. Röntgen ville undersøge, om der viste sig en effekt af katodestrålerne uden for det tildækkede rør. Jo, der skete noget! På bordet uden for katodestråle-røret lå et stykke papir med det fluorescerende stof bariumplatin-cyanur. Hver gang der kom en elektrisk udladning i katodestråle-røret, begyndte det fluorescerede stof at lyse! Hvad var årsagen til dette? Det kunne ikke være forårsaget af selve katodestrålerne, da de ikke kunne gennemtrænge katodestråle-rørets glasvæg. Det vidste Röntgen. Der måtte være tale om nogle hidtil ukendte og gennemtrængende stråler! Strålerne viste sig at udgå fra den positive elektrode, anoden. Röntgen havde gjort en stor opdagelse! Röntgen kaldte strålerne X-strahlen. Röntgen gik straks i gang med at undersøge disse energirige og gennemtrængende stråler. F.eks. opdagede han, at de kunne trænge igennem en tyk fysikbog som lå i laboratoriet.

Med dette apparatur udførte Röntgen sine revolutionerende forsøg. Til venstre: Katodestråle-røret opsat i et stativ. Til højre: Højspændings-induktoren. Kilde: Deutsches Museum, Bonn.

Historisk foredrag

Röntgen offentliggjorde sine opdagelser den 28. december 1895 i tidsskriftet 'Sitzungsberichte Med. Phys. Ges. Würzburg. Artiklen havde titlen: 'Über eine neue Art von Strahlen'. Artiklen blev i begyndelsen af 1896 udgivet på engelsk.

Den 23. januar 1896 holdt Röntgen et, nu fysikhistorisk, foredrag om sin opdagelse. Det foregik i det Fysisk-Medicinske Selskab i Würzburg. Mange prominente forskere deltog, bl.a. den tyske anatom Rudolf Albert von Kölliker (1817-1905), der i 1850 havde opdaget og påvist, at nervetråde er udløbere fra nerveceller. Ved mødet gik Kölliker med til, at få sin hånd 'stråle-fotograferet' med de gennemtrængende stråler. Da fotografiet blev fremkaldt viste det tydeligt knoglerne i Köllikers hånd. Forsamlingen studerede med bifald og undren billedet. Og Kölliker gav på stedet strålerne navnet 'røntgenstråler'. Et betegnelse der stadig bruges, dog ikke i engelsktalende lande, hvor de kaldes x-rays.

Verdensberømmelse. Firmaer spekulerer i opdagelsen

Både gennem dagspressen og den internationale fagpresse bredte Röntgens opdagelse sig hurtigt til hele verden. Mange aviser skrev om den fantastiske opdagelse, og Röntgen fik nærmest heltestatus og beundret som en nutidig 'pop-star'. Mange firmaer så straks mulighederne for de mærkeligste, men dog urealistiske produkter. Nogle firmaer reklamerede med 'røntgen-briller', der kunne se igennem folks tøj. Andre reklamerede til gengæld med 'røntgen-tæt undertøj til både damer og herrer'.
Men ganske naturligt begyndte flere firmaer at fremstille og udvikle specielle røntgen-rør, ikke mindst til anvendelse på hospitaler.
Röntgen kunne have taget patent på sin røntgenfotografiske metode og derved blevet meget rig. Men nej! Metoden skulle komme hele menneskeheden til gode. Han ønskede intet patent! Til gengæld strømmede hæder og æresbevisninger ind til Röntgen.

Røntgenrør

Hvad er røntgenstråler? Bølger eller partikler?

Hvad røntgenstråler dybest set er, det kunne Röntgen ikke give svar på. Indtil 1912 var der en livlig diskussion blandt fysikere om røntgenstrålernes natur. Var der tale om en strøm af energirige partikler eller var strålerne elektromagnetiske svingninger med meget højere energi end synligt lys? De fleste mente, at der måtte være tale om partikler.

Svaret kom i 1912 fra Röntgens laboratorium i München. Den tyske fysiker Max von Laue (1879-1960) fik den ide, at man kunne sende røntgenstråler mod et krystal, der er kendetegnet ved en regelmæssig opbygning af 'tætsiddende' atomer.
I samarbejde med Walter Friedrich (1883-1968) og Paul Knipping (1883-1935) undersøgte von Laue røntgenstrålernes 'opførsel', efter at de var blevet sendt mod et krystal og af dette afbøjet i forskellige retninger. De tre fysikere opdagede, at røntgenstrålerne, lige som synligt lys, kunne interferere og danne interferensmønstre, dvs. hvor strålerne i nogle retninger forstærkede hinanden og i andre retninger svækkede hinanden. Interferensmønstrene kunne registreres på en fotografisk film, hvor der blev aftegnet et specifikt billede. Von Laue kunne teoretisk 'forklare' interferens-mønstrene, hvis han antog at røntgenstråler er energirige elektromagnetiske bølger med bølgelængder, der er mere end titusinde gange mindre end bølgelængden af synligt lys. At røntgenstråler kunne interferere viste, at de var elektromagnetiske bølger. Undersøgelserne og konklusionen blev offentliggjort 1913 i det tyske tidsskrift 'Annalen der Physik' . I 1914 fik Max von Laue Nobelprisen i fysik. Yderligere forsøg viste, at 'røntgen-afbøjnings-billedet' var bestemt af det benyttede krystals atom-struktur. 'Røntgen-afbøjnings-metoden' kunne således også bruges til at identificere strukturen af et stof.

Røntgen-krystallografi. DNA-molekylets spiralstruktur

Max von Laues røntgenstråle-forsøg med krystaller var begyndelsen til helt nye undersøgelses-metoder af krystallers atomare og molekylære opbygning. Metoderne kaldes røntgen-krystallografi og røntgen-spektrometri. Den røntgenkrystallografiske metode blev anvendt og videreudviklet af den engelske fysiker William Henry Bragg (1862-1942) og dennes søn William Lawrence Bragg (1890-1971). For deres forskning fik far og søn Nobelprisen i fysik i 1915.

Ved hjælp af røntgenkrystallografi har man gennem årtierne fået kendskab til den atomare og rumlige opbygning af store biokemiske molekyler. Det mest berømte eksempel er opklaringen af den rumlige struktur af desoxyribonukleinsyren, DNA-molekylet, der indeholder livets kemiske program. Det var fysikeren Rosalind Franklins (1921-1958) 'røntgen-billeder' af DNA-molekylet, der i 1953, fik Francis Harry Compton Crick (f. 1916) og James Dewey Watson (f. 1928) til at foreslå en dobbeltspiral-struktur for molekylet. Sammen med Maurice Hugh Frederick Wilkins (f. 1916) fik de i 1962 den medicinsk-fysiologiske Nobelpris.

Hvordan opstår røntgenstråler?

Röntgen kunne vise, at røntgenstrålerne blev udsendt fra anoden, dvs. den elektrisk positive elektrode i et katodestråle-rør, eller fra anoden i de siden hen specielt konstruerede røntgen- rør. Men hvordan strålerne specifikt blev produceret, det havde Röntgen ingen teori om. Den franske fysiker Antoine-Henri Becquerel (1852-1908) havde en formodning om, at røntgenstråler kunne udsendes fra fluorescerende stoffer. Formodningen var dog forkert, men forsøg med uranholdige mineraler førte i 1896 Becquerel til opdagelsen af den naturlige radioaktivitet.

Men hvordan bliver røntgenstråler dannet? Flere målinger og analyser viser, at fordelingen af energien i en given røntgenstråling består af to 'dele'. En kontinuert del fordelt mellem en mindste stråle-energi og en største stråle-energi. Derudover viser energifordelingen, at der er nogle bestemte stråle-energier med meget større intensitet, og at disse 'karakteristiske energier' afhænger af det stof som anoden er lavet af.

Det var den engelske fysiker Charles Glover Barkla (1877-1944), der i 1905 opdagede den såkaldte 'karakteristiske røntgenstråling'' eller 'sekundære stråling'. For opdagelsen og udforskningen fik han Nobelprisen i 1917.

To processer producerer stråling

Røntgenstråling kan opstå ved to processer: Dels ved opbremsning af de elektroner der udsendes fra katoden og dels ved kvantespring af elektroner i anodematerialets atomer. Kun omkring 1% af elektronernes bevægelsesenergi bliver ved sammenstød med anoden omdannet til røntgenstråler. Resten, dvs. ca. 99% af elektronernes energi omdannes til varme i det materiale som anoden er lavet af. Anoden bliver derved meget varm. Dette var et problem ved de først fremstillede røntgen-rør, der ikke blev afkølet.

Bremse-stråling: Der produceres elektromagnetisk stråling, når elektronerne støder mod anoden, og derved bremses. Strålingen fra denne proces kaldes 'bremse-stråling' eller 'accelerationsstråling'. Det er en naturlov, at en fri elektrisk ladet partikel, der accelererer, udsender elektromagnetisk stråling. Dette indgår i den elektromagnetiske teori, som omkring 1865 blev udviklet af den skotske fysiker James Clerk Maxwell (1831-1879). (Den elektromagnetiske 'accelerations-stråling' danner grundlaget for hele vort trådløse kommunikations-samfund!)

Kvante-stråling: Nogle af katode-strålingens elektroner støder sammen med elektroner i anode-materialets atomer. Herved kan en elektron slås løs fra en indre bane i atomet. En elektron fra en ydre bane, hvori den har en større energi, vil meget hurtigt i et 'kvante-spring' 'hoppe' ind til den ledige plads i den indre bane, hvor den vil have en mindre energi. Elektronens energitab bliver omdannet til et 'kvantum strålings-energi', kaldet en 'røntgen- foton'. Denne udsendes med lysets hastighed.

De første røntgenbilleder i Danmark

I Danmark blev de første røntgen-billeder optaget på Den Polytekniske Læreanstalt. Det var den 12. februar 1896. En af de første danskere, der udførte forsøg med røntgenstråler, var daværende stud. polyt. Paul Bergsøe (1872-1963). Han udførte sine første private forsøg med røntgenstråler i februar 1896. Han observerede, at røntgenstrålerne kunne give 'forbrændinger' på bestrålede legemsdele. Forsøgene og observationerne beskrev han i små meddelelser i 'Tidsskrift for fysik og kemi'.
I 1896 udgav professor i fysik ved Polyteknisk Læreanstalt Christian Christiansen (1843- 1917) en lille bog på 79 sider med titlen: 'RØNTGENS STRÅLER'. Bogen handler fortrinsvis om de apparater og forsøg, der var en forudsætning for Röntgens opdagelse. Kun 7 sider i sidste kapitel beskriver Røntgens opdagelse og nogle af hans forsøg. Også Landbohøjskolens professor i fysik H. O. G. Ellinger (1857-1947) skrev om røntgenstrålerne.
På Kommunehospitalet i København blev de første røntgenbilleder taget i marts 1896. I 1899 udgav hospitalets overlæge Lauritz Johannes Mygge (1850-1935) en afhandling med titlen: 'Røntgenstrålernes anvendelse i Lægevidenskaben'.

Røntgen-pionerer i Karise og på Herlufsholm

På Sydsjælland var der to personer, der tidligt foretog eksperimenter med røntgenstråler og som også tog røntgenbilleder af tilskadekomne personer. Den ene var den seminarieuddannede Knud Christian Knudsen (1847- 19??), der var forstander på Folkehøjskolen i Karise. Han havde opbygget et veludrustet laboratorium med mange fysikapparater, heriblandt også røntgen-rør og de hertil nødvendige højspændingskilder.

Den anden person der tidligt gik ind i 'røntgen-alderen' var cand. mag. Julius Holger Petersen (1847-1922), der i 1871 blev ansat som fysiklærer på Herlufsholm. Allerede i skoleåret 1896/97 indkøbte Julius Petersen et røntgen-rør fra det tyske firma AEG. Røret findes stadig og opbevares på Herlufsholm. Da Herlufsholm i 1899 indkøbte et lidt mere avanceret røntgen- rør, og også fik en stor 'Ruhmkorff-induktor' (højspændingskilde), så var udstyret parat til at tage røntgenbilleder. Dette blev også praktiseret. Da Amtssygehuset i Næstved (dengang Præstø Amts Sygehus) endnu ikke havde røntgeninstallationer, så kom sygehusets og omegnens læger med deres skadede patienter til Herlufsholm. Her optog fysiklærer Julius Petersen røntgenbilleder, der kunne afsløre eventuelt brækkede arme eller ben! Først i 1911 blev der installeret røntgenudstyr på Fakse Sygehus og i 1913 på Næstved Sygehus.

Røntgen-astronomi

På Jorden findes der ikke (så vidt vi ved) naturlige processer, der producerer røntgenstråling. Og godt for det! For røntgenstråling er med dens høje energi skadelig for de fleste levende organismer. Først da man begyndte at benytte elektriske højspændings-rør, blev der, ved en nyopdaget teknik, produceret røntgenstråling. Og denne blev først påvist af Röntgen i 1895.

Spørgsmålet var derfor: Eksisterer der naturlige røntgenstråle-kilder uden for Jorden? Den første satellit der havde røntgenstråle-detektorer med ombord blev opsendt den 12. december 1970. Satellittens officielle navn var SAS-1, en forkortelse for Small Astronomy Satellite 1. Men da den blev opsendt fra en platform i det Indiske Ocean ud for Kenyas kyst og det tilfældigvis var på Kenyas uafhængighedsdag, så fik den hurtigt navnet Uhuru, der på Swahili betyder 'frihed'. Uhuru var aktiv indtil marts 1973, og i løbet af sin levetid registrerede den 339 røntgenkilder på himlen. I løbet af de næstfølgende årtier er der blevet registreret utallige røntgenkilder.
I Universet foregår der således naturlige processer, der producerer røntgenstråling. Men også den endnu mere energi-rige gammastråling. Røntgenstrålingen dannes bl.a. i områder med meget høje temperaturer. Også i nærheden af supertætte objekter som f.eks. kvasarer, neutronstjerner eller 'sorte huller' udsendes der røntgen eller gamma-udstråling.

Louis Nielsen, August 2003