Fra Rostra 28 (November 1990) Uddrag - ISSN 0900-9833

Et blads historie 1973-1990

I dette sidste nummer af Rostra vil vi lade tankerne glide tilbage og se på, hvordan det hele startede.
I efteråret 1972 skrev den daværende centrale studielektor for latin på seminarierne, Elio Acunto de Lorenzo, en artikel i Folkeskolen, hvor han efterlyste lærere, der var interesseret i at danne en landsdækkende latinlærerforening, efter at der var blevet holdt nogle vellykkede møder for latinlaerere i Sønderjylland. Hans Christophersen henvendte sig og erklærede sig som interesseret medlem, forsåvidt også lærerstuderende kunne optages i foreningen.
I foråret 1973 blev Hans ringet op af Elio og inviteret til et møde hjemme hos ham. De øvrige inviterede viste sig at være andre, der var håndplukket efter at have reageret på artiklen i Folkeskolen. Der blev denne aften i april nedsat en foreløbig, selvbestaltet bestyrelse for en kommende latinlærerforening. De næste møder blev holdt hos Lise Klerke, der blev Latinlærerforeningens første formand.
Den initiativrige Elio havde tidligere på året trukket i trådene til at få Latinerforeningen for seminariernes lærere op at stå. Efter nu også at have sat Latinlærerforeningen i gang bad han Hans, om han ikke kunne forsøge at starte en forening for seminariernes latinstuderende, hvilket han indvilligede i.
Latinlærerforeningens vedtægter blev udformet med bestemmelse om, at ét af bestyrelsesmedlemmerne valgtes af de lærerstuderendes latinforening, og denne plads havde Hans, så længe han var lærerstuderende, hvorefter han var Latinlærerforeningens sekretær indtil januar 1990.
Hans allierede sig med sin klassekammerat på Jonstrup Statsseminarium, Richard Roos, og den kommende forening blev forlods navngivet Societas Latina - De Lærerstuderendes Latinforening. Med hjælp fra Latinerforeningens medlemmer (seminarielærere) blev første nummer af bladet Societas Latina i august 1973 udsendt til alle seminarier, hvor der var latin. Det var et tyndt blad, hvis hovedindhold var udkast til love for Societas Latina, en indmeldelsesblanket og indkaldelse til stiftende generalforsamling lørdag 29. september 1973 p& Jonstrup Statsseminarium.
Hans blev formand, og Richard blev kasserer i Societas Latina, som imidlertid blev nedlagt, da vi ikke mere var lærerstuderende, og der ikke var nogen, der ville fortsætte arbejdet. I løbet af efteråret 1973 udkom der 4 numre af bladet Societas Latina. I december 1973 forhandlede vi med Latinerforeningen og Latinlærerforeningen om at lave et fælles blad, og i begyndelsen af 1974 kom første nummer af dette fælles blad, der kom til at hedde Rostra efter talerstolen p& Forum Romanum, da bladet skulle være et talerør til landets latinlærere. Bladets ekspedition fortsatte med at blive varetaget at Societas Latinas kasserer, Richard, og den første redaktionskomité bestod af Hans som ansvarshavende redaktør, Erik Steen og Jørn Namer fra Latinerforeningen, Lis Povelsen fra Latinlærerforeningen samt stud. mag. Poul Lund. I de næste par år var det forskellige, der stod som ansvarshavende redaktør; i den længste periode var det Richard. Hans meldte helt fra, da han flyttede til Tyskland i august 1975.
Latinerforeningen havde et meget lille medlemsgrundlag, så der kom aldrig nogen økonomisk støtte fra den kant. Latinlærerforeningen meldte sig ud af bladsamarbejdet, da den blev optaget i Sprogsam og skulle bruge det indkomne kontingent til at betale medlemsskab i Sprogsam og abonnement på Sproglæreren, som dernæst kunne fungere som foreningens kommunikationsled til medlemmerne ud over medlemsbrevene. De varme forbindelser forblev dog intakte. Societas Latina blev nedlagt i 1975. Uden foreninger var Rostra blevet et privat foretagende, som i maj 1976 udsendte Rostra 1975/4 med en redaktion bestående af: Niels Henningsen, Hans Christophersen, Ulf Hamilton-Clausen, Signe Holm-Larsen, Minna Skafte Jensen og Richard Roos.
Og så døde Rostra første gang. Der kom ingen årgang 1976. Det var et evigt problem at skaffe skribenter. Da der så i knap et år intet var sket hjemme i Danmark, erklærede Hans fra sit domicil i Garding, Sydslesvig, sig for genindsat i redaktørstolen.
I de kommende år var forlaget et privat interessentskab, der bestod af Richard, der førte regnskab, stod for produktionen og distribuerede, og Hans, der stod for det redaktionelle og typografiske. Vores primære målgruppe var folkeskolelærere, men vi havde også mange akademikere som abonnenter. Vi forsøgte at finde stof, som kunne understøtte folkeskolelatinlæreren i hans dagligdag, men det var også vores mål at påvirke fagets pædagogiske linie ved at orientere om de nye strømninger, der bl.a. gik ud på at forøge fagets indhold af kulturhistorisk islæt og renovere undervisningsmetodikken.
Da vi begyndte at udgive hæfter til latinundervisningen, var det nærliggende for os at kalde forlaget Rostras Forlag efter bladet.
Det første lidt større projekt, vi gav os i kast med, var at udsende Pompeji-hæfterne efter anmodning fra Signe Holm-Larsen. I 1979 udvidedes forlagets aktiviteter til andre områder end latin. Især har vi haft naturvidenskabelige udgivelser, men også skønlitteratur og grænselandssprog er indgået.
Lad det være os tilladt i denne specielle anledning at fortælle om et par episoder fra vores ROSTRA-tid, som også udenforstående måtte finde morsomme:
I den hektiske tid omkring 1973/74, hvor faget latin på folkeskole- og seminarieniveau debatteredes intenst, besluttedes det at rundsende en folder om faget til samtlige københavnske seminarier. Vi påtog os distributionen. En tredie lærerstuderende havde modtaget folderne fra trykkeriet, og aftalen var, at vi skulle hente dem hos ham i Valdemarsgade på Vesterbro. Var han ikke hjemme, skulle vi hente nøglen hos damen ovenpå, og det blev så tilfældet. Ingen af os havde før gæstet et slumkvarter (nu mange år efter bor Hans dog i en københavnsk baggård), og vi havde aldrig set så meget rod. Allerede i korridoren mødtes vi af billeder, der unddrager sig enhver beskrivelse, og som fortalte os, at det var et bemærkelsesværdigt hjem, men da et WC-besøg nødvendiggjorde et besøg i køkkenet for at vaske hænder, fandt vi det mest beskidte køkken, vi endnu havde set. Affaldet blev smidt i en papkasse under et spisebord, og væske sev gennem papkassens bund ud på gulvtæppet. Alt dette blev højrøstet kommenteret. Nysgerrigheden var vakt, så vi dristede os til at kigge ind i stuen, der bar tydelige spor efter en fest. Men oh ve, oh skræk! Bag forhænget til en soveniche rørte lejlighedens ejermand på sig. Han kom dernæst frem og hilste på os, men virkede ikke synderlig søvndrukken. Alle lod som ingenting, men vi kan love for, at der var to, der i bussen videre frem fik noget at spekulere på. Hvad havde vi egentlig sagt, og hvad havde han hørt? Under vores ophold i lejligheden havde vi jo konverseret uforbeholdent og ikke særlig lavmælt om vores opfattelse af boligen, og der var jo ingen hjemme! Historien skulle i hvert fald komme 16 år på afstand, inden vi nu vover at fortælle den, og vi tænker den dag i dag på, hvad vi sagde, og om det blev hørt.
Skulle nogen nævne navnet Edward Fogh Nielsen for Richard, bryder han sammen i krampelatter, for navnet på denne læserbrevsskribent var et af Hanses pseudonymer, når ingen havde indsendt noget stof til bladet. Stofmangel gjorde, at der til tider gik 2-3 år mellem hver gang, bladet udkom.
Vi lærte selvfølgelig også en mængde mennesker at kende, men især kan vi tit komme til at tale om en finurlig gammel latinlærer, der døde for nogle år siden, og om hvem der verserer et hav af historier, der så vidt vides alle er sande, men i hvert fald - og det er ganske vist - er følgende så sandt, som det er oplevet. Mens han arbejdede, brugte han skolens adresse som afsender, når han skrev til os, men da han blev pensioneret, blev der til privatddressen, såvel i brevet som uden på kuverten, tilføjet: »Kun postadresse, ikke træffeadresse!«. Der var ingen tvivl om, at manden under ingen omstændigheder ønskede at blive opsøgt personligt, men da han en dag havde afgivet en større bestilling, mente vi, at det var rimeligt at spare portoen og levere gennem brevsprækken. Og så har nysgerrigheden selvfølgelig været en betydelig drivkraft. Men det var sandt, hvad historierne fortalte, at forhaven var asfalteret og vinduerne barrikaderede. Asfalteringen skulle være foretaget, fordi naboerne vedholdende havde klaget over ukrudt, og vinduerne var dækket til hele vejen rundt, fordi der i vinduesnicherne var anbragt bøger. Nu står den gamle latinlærer imidlertid med hele overkroppen nede i skraldespanden, men da besøg jo er uønsket, ja, hurtigt op til døren for at aflevere det bestilte, men parat til at aflevere en pæn hilsen. Men den gamle lærer bemærkede ikke noget og syntes overhovedet ikke at røre på sig. Mystisk og lidt uhyggeligt, men atter sluppet ud på gaden, vil man jo nødigt trænge sig på hos den menneskesky eneboer. Efter 25 minutters iagttagelse fra et gadehjørne et stykke fra huset, rørte han på sig. Så var han altså ikke død halvvejs nede i skraldespanden, og det beroligede nogle dage efter at modtage et af hans altid stilige breve med en varm tak for det leverede, prentet med pertentlig håndskrift og diverse høflighedsfraser. Og altid »De« som tiltaleform. Da Hans engang var til en jobsamtale, og jobintervieweren ud fra Hanses latinfortid spurgte, om han kendte den gamle latinlærer, brugte han tre kvarter af tiden på at fortælle Hans historier om den gamle lærer, men det vil vist føre for vidt at komme med flere gode historier her og nu. (Vi har naturligvis talt om, om vi kunne tillade os at bringe denne beretning, men da manden er død og ingen familie havde, fandt vi, at det kunne gå an). [Efterskrift fra 2004 om en lille finurlighed: Sidst i den indholdsfortegnelse, der blev udsendt med Rostra 28, var der et alfabetisk navneregister, og ved opslag heri under de relevante navne vil man finde henvisninger til siderne med anekdoter om unavnegivne personer, hvis navn altså alligevel kan verificeres].
At producere blad var ikke altid blot at skaffe indholdet til veje. Det skulle også trykkes. I starten stod vi selv ved fotokopieringsmaskinerne, og bagefter foldede og hæftede vi og puttede i kuverter, skrev adresser og satte frimærker på. Dengang i halvfjerdserne, da vi startede, var det en enorm hjælp for os, at rektor Valdemar Kristensen gav os lov til at benytte det pædagogiske værksted på KDAS. Senere fandt vi et trykkeri i Mørke i Jylland, som overtog trykningen, og som også trykte vores første bogudgivelser.
Fra slutningen af 1967 er Rostra blevet skrevet på tekstbehandling, hvilket var en stor lettelse, når der skulle rettes. Før den tid foregik det på skrivemaskine, og var der skrevet forkert, skulle ofte adskillige sider skrives om. Det værste var, når en tilføjelse forrykkede mange sider.
Der var ganske alvorlige planer om at likvidere bladet Rostra, da Kristian Olsen trådte hjælpende til i 1985 og overtog redaktørstolen. Hans fortsatte som bladets typograf og Richard som forvalter af ekspeditionen.
Under Kristians kyndige og trofaste redaktørvirksomhed fik bladet en gevaldig opblomstring, i hvert fald rent indholdsmæssigt. Abonnentgrundlaget var imidlertid svundet til under en fjerdedel af, hvad det havde været. Trods stor entusiasme og forbedret indholdsmæssig kvalitet har abonnenttallet været så vigende, at vi har indset, at tiden er inde til at standse udgivelsen. Årsagen skal formentlig findes i den forringede position, latin har i dagens folkeskole, og Klassikerforeningen har jo deres eget blad.
Tidernes ugunst for forlagsdrift gør også, at Rostras Forlag sandsynligvis lukker, når den sidste kontrakt, der er indgået, er opfyldt, nemlig en billedbog over brandbilens historie i Storkøbenhavn.
Det har været sjovt at lege forlæggere og producere latinblad, men det har absolut ikke været givtigt – meget arbejde og ingen fortjeneste.
Vi håber, at latinen trods alt får en fremtid i Danmark, også uden Rostra. Og vi siger mange tak til Kristian Olsen for hans uegennyttige virke som ulønnet redaktør for Rostra gennem de sidste seks år, og tak til bidragyderne gennem tiderne.

Hans Christophersen & Richard Roos