Stednavne i Angel

Af Prof. Dr.phil. Kristian Hald (1904-1985)
Fra: Sydslesvig II. Angel. Udgivet af Grænseforeningen ved Gunnar Knudsen og Knud Kretzschmer. Reitzels Forlag, København 1945. (Side 70-84).
Se om Kr. Hald

Angel omtales første Gang under Formen Angulus hos den angelsaksiske Kirkehistoriker Beda, der skrev i første Halvdel af det ottende Aarhundrede. Om Oprindelsen til dette Navn har Meningerne været meget delte. Rimeligst er dog den Anskuelse, der først er fremsat af den svenske Forsker Erdmann, (Über die Heimat und den Namen der Angeln p. 109 ff. Om Navnets Etymologi og om beslægtede Navne i Nordisk og andre germanske Sprog se ogsaa Ivar Modéer, Färdvägar och sjömärken vid Nordens kuster p. 23 ff. Uppsala 1936) at Angel oprindelig er Navn paa Slien og afledt af den Ordstamme, vi har i det oldnordiske Tillægsord ongr »snæver«. Der er intet paafaldende i, at et gammelt Fjordnavn efterhaanden er gaaet over til at benyttes om det tilgrænsende Landskab. Paa samme Maade er f. Eks. det norske Hardanger, der oprindelig var Navn paa Fjorden, nu blevet Bygdenavn. Mærkeligere kunde det synes, at der har eksisteret et andet Navn ved Siden af det ældgamle Slien, der som første Led i Bynavnet Slesvig er kendt allerede fra det niende Aarhundrede. Forklaringen er vistnok den, at Sli oprindelig kun har været Navn paa den inderste, forholdsvis brede Del af Fjorden, men er gaaet over til at bruges om den hele, efter at Angel er blevet Landskabsnavn.
Naar Beda omtaler Angel, er det fordi han mener, at de Angler, der sammen med Sakser og Jyder erobrede Britannien, har deres Hjemsted her, men Rigtigheden af denne Anskuelse er ofte blevet bestridt af senere Forfattere. Man har villet finde Anglernes oprindelige Bopladser i Elben-Saale Omraadet, eller man har endog hævdet, at de engelske Angler intet har at gøre med de Angler paa Kontinentet, der nævnes hos klassiske Forfattere, men først har faaet deres Navn efter Indvandringen til England. Til hele dette Problem skal der ikke tages Stilling her; det behandles paa en anden Plads i denne Bog. Dog skal det nævnes, at Stednavnene i Angel ved en umiddelbar Betragtning kunde synes at tale for, at Beda ikke har Ret. Bortset fra Danelagen, hvor Navngivningen for en stor Del er foretaget af nordiske Vikinger, er Ligheden mellem Englands og Angels Navneforraad saare ringe. Fremfor alt mangler Angel Navne, der svarer til de meget almindelige engelske Navne paa -ham og -ton, og blandt Navne paa -ing er der kun et enkelt, Lipping, der gaar igen i England. Paa den anden Side maa det dog erindres, at kun den mindste Part af vore Stednavne er saa gamle som Folkevandringstiden, og at meget faa med Rimelighed kan henføres til en endnu ældre Periode. Dette Forhold hænger sikkert sammen med den Flytning af Bopladserne fra højere liggende Omraader ned til Vandløbene og Engene, der har fundet Sted i Løbet af jernalderen, saaledes som det er paavist ved de sidste Aars arkæologiske Undersøgelser. I øvrigt er Angel i det store og hele et sent opdyrket Skovland, der formodentlig kun har haft en faatallig Befolkning i Oldtiden. Vi finder i dette Omraade relativt faa Stednavne af de Typer, vi plejer at anse for de ældste.
Endelsen -ing forekommer i alt syv Gange, to Gange i Ny og fem Gange i Strukstrup Herred, det Herred i Angel, der i det hele viser de fleste ældre Bebyggelsesnavne. Her maa Bebyggelsens Tyngdepunkt have været i Aarhundrederne før Vikingetiden. Navnene paa -ing kan med et rundt Tal siges at tilhøre de første Aarhundreder af vor Tidsregning, men det er aabenbart en Navnetype, der har været i Brug i den germanske Verden gennem mange Aarhundreder. Talrige Eksempler fra England viser, at den maa have staaet i fuldt Flor blandt de germanske Stammer, der udvandrede til Britannien i det 5. Aarhundrede. Med Gruppens høje Alder hænger det sammen, at Navnene er vanskelige at forklare, saa vanskelige, at der langtfra er Enighed mellem Forskerne om det fundamentale Spørgsmaal, om man i Forleddene skal se gamle Personnavne eller Ord for Naturforhold. De følgende Bemærkninger om de enkelte Navne gaar ud fra, at de danske -ing-Navne, i det mindste for den store Hovedmasses Vedkommende, maa forklares paa sidstnævnte Maade.
Gelting i Ny Herred er oprindelig Navn paa et stort Omraade i det østlige Angel, altsaa et gammelt Bygdenavn. Der er ingen Tvivl om, at Navnet er dannet af Ordet Galt, men om det ligefrem er Dyrenavnet, vi her har at gøre med, kan være tvivlsomt.
Lipping i samme Herred er vistnok et gammelt Navn paa Lipping Aa. Det er et Navn med vid Udbredelse, idet det forekommer som Bebyggelsesnavn baade paa svensk og hollandsk Omraade (Lippinge) og som Flodnavn i England (Lipping i Leicestershire; Navnet er nu forsvundet). Man har villet forklare det som en Afledning af Personnavnet Lippæ, der er velkendt baade paa nordisk og engelsk Omraade, men især ved det engelske Flodnavn synes en saadan Forklaring lidet rimelig (jfr. Kristian Hald i Classica et Mediaevalia IV p. 67).
Blandt ing-Navnene i Strukstrup Herred er Brekling (Valdemars Jordebog Brekelingh) samme Navn som Breklum i N.-Gøs Herred, der i Middelalderen hed Brekling. Byen ligger ved Langsø, og det kunde være fristende at søge et gammelt Navn paa denne Sø i Forleddet. Beslægtede Ordstammer synes at forekomme i svenske Sønavne. Ogsaa Fysing ved Fysing Aa indeholder sikkert et gammelt Vanddragsnavn, der i saa Fald maa være beslægtet med Verbet fuse »vælde frem«. Ved den forsvundne Bebyggelse Spenting i Bøl Sogn (1391 Spentinghe) kunde man tænke paa en Stamme Spant-, der maaske er beslægtet med Stammen i vort Spante, der er et tysk Laaneord i Dansk. Af usikker Oprindelse er Vinding, som der er adskillige Paralleller til paa nordisk Omraade. Holming i Havetoft Sogn er mærkeligt ved, at det synes at være en meget sen Dannelse. Endnu hos Danckwerth (1652) hedder Stedet Holm. I de gamles Udtale paa Stedet hedder Byen i øvrigt Holmung.
Ejendommeligt for Angel er det, at Endelsen -heim, der ligesom -ing hører til vore ældste Stednavneendelser, mangler fuldstændigt. De Navne paa -um, man har villet forklare som gamle heim-Navne betegner alle ganske ubetydelige Lokaliteter og er oprindelige Naturnavne i Dativ-Flertalsform. Det er Navne som Rojum, Sigum m. fl. Marknavne paa -um er almindelige baade i Angel og i Nordslesvig og forekommer ogsaa, skønt mere spredt, i den øvrige Del af Jylland.
Meget sparsomt repræsenteret i Angel er ogsaa de to Navnegrupper, man som Regel henfører til en noget yngre Periode end -heim og -ing, altsaa Folkevandringstid og deromkring, Navnene paa -lev og -sted.
Af Lev-Navne er der kun et eneste, Tolslev i Esgerus Sogn (1397 Tolfuesleue), og der er endda noget, der tyder paa, at dette isolerede Navn stammer fra en senere Tid end Hovedmassen af Navnene i denne Gruppe. Det synes at indeholde det gammeldanske Personnavn Tholf, en sammentrukket Form af Thorolf, og Personnavne sammensat med Gudenavnet Thor er vistnok relativt unge.
Af Navne paa -sted er der tre, Isted og Farensted i Strukstrup Herred, altsaa i Bygden med de gamle ing-Navne, og ikke langt herfra Torsted i Slis Herred.
Isted indeholder vistnok et gammelt Ord for Taks, der forholder sig til det oldnordiske Navn paa dette Træ, ýr, som gammeldansk Ti (i Tibirke, Tisvilde etc.) forholder sig til Gudenavnet Týr.
I Farensted er Forleddet et Ord *farn, der betyder »Overfartssted«, en Afledning af Roden i Udsagnsordet fare. Det, der sigtes til, er Overgangen over Vedelbækken ved Vedelspang Mølle (af Vedel »Vadested«), der ligger paa Farensteds Grund ved Østenden af Langsø paa den ældgamle Færdselsvej gennem Angel fra Flensborg til Mysunde, hvor Erik af Pommern i sin Tid opførte et Slot mod Holstenerne. Et tilsvarende Ord har man villet finde i norske Stednavne som Fannefjorden og andre (Se Norske Gaardnavne XIII p. 280 f.), og vi har det vist ogsaa en enkelt Gang paa nørrejysk Omraade. Paa Djursland ligger landsbyen Fannerup i Ginnerup Sogn, umiddelbart ved Randen af det nu udtørrede Kolindsund. Navnet skrives 1280 Farmathorp i Aarhusbogen, men dette er sikkert en – let forklarlig – Skrivefejl for Farnathorp; 1476 hedder Stedet Farndrvp. At der her har været et gammelt Overfartssted over Sundet, fremgaar af Navnet paa Nabobyen Skiffar i Tøstrup Sogn.
Det tredje Navn paa -sted er Torsted, Sogneby i Slis Herred, der maa sammenlignes med fem nørrejyske Torsted'er, af hvilke Torsted i Hing Herred er det ældst overleverede. Det skrives c. 1340 thorsteth i »Ribe Oldemoder«. Om vi her har at gøre med Gudenavnet Thor eller med et deraf afledt Personnavn Thori, kan være vanskeligt at afgøre med Sikkerhed. Men man tør næppe med Steenstrup helt benægte Muligheden af, at Gudenavne kan forbindes med -sted.
Foruden de Navne, vi nu har nævnt, som alle (med Undtagelse af Holming) med Sikkerhed kan henføres til Perioden før Vikingetiden, findes der enkelte andre, meget gamle Stednavne, men da de staar isoleret, er det umuligt at give blot en nogenlunde sikker Datering af dem. Nogle af de ældste findes utvivlsomt blandt de saakaldte Kortnavne, dvs. usammensatte Navne. Det gælder f. Eks. Sognenavnet Tolk i Strukstrup Herred, i Bygden, hvor vi hidtil har fundet de fleste Navne af gammel Type. Byen ligger ved den udtørrede Tolk Sø, og det er vistnok det sandsynligste, at vi her staar over for et ældgammelt Sønavn. Navnets Oprindelse er ikke helt klar. Den moderne Form kunde tyde paa Sammenhæng med det svenske Sønavn Tolken, som man anser for at høre til det allerældste Lag af Sønavne i Sverige. I et Dokument fra 1209, der ganske vist kun er bevaret i Afskrift, skrives Navnet imidlertid Tholge, og dette tyder paa, at vi skal se det i Sammenhæng med det smålandske Tolge, men ogsaa dette Navn maa stamme fra en meget gammel Periode. Gammelt er ogsaa Geel i Slis Herred (1383 Ghelde), vistnok et gammelt Vandløbsnavn, der betyder »den golde, ufrugtbare« med Henblik paa daarligt Fiskeri. Det synes at være samme Navn som det nordslesvigske Gejlaa. Af høj Alder er formodentlig ogsaa Sognenavnet Kværn (Kværn = Mølle) i Ny Herred og Landsbynavnet Kjus i Ulsnæs Sogn, Slis Herred. Kjus er samme Ord som det oldnordiske kjóss, der betyder »Vig, Fordybning«. Her er det aabenbart det gamle Navn paa den Indskæring af Slien, der nu hedder Gundeby Nor. Ogsaa andetsteds fra har man Eksempel paa, at det gamle kjóss er blevet fortrængt af Nor. Det østjydske Kysing ved Kysing Nor maa være afledt af dette Ord, skønt Vigen allerede i det 13. Aarhundrede kaldes for »Noor« i Aarhusbogen. — Af aldeles ubestemmelig Alder er nogle Kortnavne, der bestaar af Ord, der har levet langt ned i Tiden eller stadig lever i Sproget. Det gælder Navne som Bjerre, Ryde, Rygge, Tved, Vese, Holm m. fl. De fleste af dem er sikkert forholdsvis unge.
I denne Forbindelse kan det nævnes, at enkelte Navne, som tilsyneladende er usammensatte, i Virkeligheden er gamle Sammensætninger. Stolk i Farensted Sogn er saaledes sammensat med Ordet Ege »Egeskov«. Marius Kristensen har tolket Forleddet som oldnordisk stallr »Stillads til et Gudebillede, Alter«. Stolk skulde altsaa være den hellige Offerlund.
Til det gamle Navnelag hører ogsaa en lille Gruppe sydangelske Navne, der i Middelalderen endte paa -nit(h), men som senere har faaet en helt forskellig Udvikling, der har tilsløret det gamle Slægtskab. Det er Sognenavnet Borne i Slis Herred (1386 Bornith), Moldened i Kalleby Sogn i Strukstrup Herred (1352 Myoldenit) og sikkert ogsaa Bjerent i Nybøl Sogn i samme Herred, der ganske vist skrives Byernt, Byernte i 1352. Hvad Endelsen egentlig betyder, tør jeg ikke afgøre med Sikkerhed. Den synes at være enestaaende inden for det danske Omraade, medmindre da et Par Navne fra Laaland og Falster skulde vise sig at have samme Oprindelse. (Det drejer sig om Bønnet i Horbelev Sogn, Falster, og Bønnet i Vesterborg Sogn, Laaland, samt Ønavnet Masnedø (Valdemars Jordebog Masnæth).


Kort I.

En meget interessant Gruppe bestaar af sandsynligvis ældgamle Navne, der i Nutiden ender paa -t. Hertil hører Sognenavnene Store- og Lille-Solt, de to Løjt'er, ved Sønder-Brarup og i Havetoft Sogn, Drylt i Tøstrup og muligvis Røst i Kappel Landsogn. Navne af samme Gruppe (der i øvrigt ikke tidligere har været erkendt som en saadan) findes rundt om i Østslesvig (Løjt ved Aabenraa, Dynt, Lert, Flovt m. fl.) og det østlige Nørrejylland (Navne som Bjært, Malt, Kolt, Ajt etc.). Hertil kommer i det mindste to vestfynske Navne, Kerte og Orte, der har bevaret den oprindelige Tostavelsesform. Der kan ikke være Tvivl om, at det fælles t i disse Navne er Bestanddel af en gammel Afledningsendelse. Forleddene er vist i de fleste Tilfælde Ord, der angiver Stedets Naturforhold, f. Eks. kunde Solt være afledt af et Ord Sol »Sump«, der er velkendt i Angelbomaalet; det vilde passe udmærket med Beliggenheden. De fleste Navne inden for Gruppen er imidlertid temmelig vanskelige at tyde, ligesom Tilfældet var med de gamle ing-Navne. Mærkeligt er det, at denne afgrænsede østjysk-vestfynske Stednavnegruppe har nære Slægtninge paa hollandsk Omraade, Navne afledt med et germansk -itja-, men det vilde føre alt for vidt at komme ind herpaa i denne Sammenhæng.
En gammel Sammensætning er formodentlig Sognenavnet Esgerus i Ny Herred, der har været skrevet Eskris paa Dansk ud fra den fejlagtige Forestilling, at Navnet var sammensat med Ordet Ris. De gamle Skrivemaader viser, at denne Forklaring ikke kan være rigtig. Endelsen er maaske Ordet Røs(e) »Stendynge«,, eller et dermed beslægtet Ord.
Vi er nu færdige med Gennemgangen af de Navnegrupper, der med nogenlunde Sikkerhed kan henføres til Tiden før Vikingetogene, og standser et Øjeblik for at se paa disse Navnes geografiske Fordeling, saaledes som den fremgaar af Kort I. Det viser sig da, at de, bortset fra nogle enkelte omkring Geltingbugten, er koncentreret i det sydvestlige Hjørne af Angel, Nord for Sliens inderste Del, altsaa især i Strukstrup Herred. Det maa imidlertid bemærkes, at man ikke kan tale om nogen egentlig Sammenhæng mellem denne gamle Bebyggelse og Herredsgrænserne ligesaa lidt som ved de yngre Navnegrupper, der skal behandles nedenfor. Muligvis er Herredsinddelingen i Angel da relativt ung, og maaske har Grænserne mellem Herrederne ændret sig i Tidens Løb. Derpaa tyder jo ogsaa den Omstændighed, at man har kunnet oprette et Ny Herred, der i øvrigt ikke er helt nyt, da det allerede eksisterede i 1231.


Kort II.

Man spørger nu uvilkaarlig, om der da overhovedet ikke er Bebyggelsesnavne fra før Vikingetiden i hele den øvrige Del af Omraadet, bl. a. i hele Nordangel? Det er der efter min Mening, og jeg tror, at disse gamle Bebyggelser skal søges mellem Navnene paa -torp (Kort II). Det har længe været antaget, at Torperne i Sønderjylland var ældre end i Resten af det danske Omraade. Vi har her gamle Bøjningsformer bevaret: Bjerndrup indeholder den gamle Ejeform Bjarnar af Mandsnavnet Bjørn, mens Navne som Bjørnstrup, Bjødstrup osv. i den øvrige Del af Landet har den yngre Form Bjørns. Desuden er der mellem Sønderjyllands talrige Torpnavne ikke et eneste, der med Sikkerhed kan paavises at være sammensat med et bibelsk Personnavn eller et andet Navn fra kristen Tid, saaledes som det ellers ret ofte er Tilfældet rundt om i Landet. Vi behøver blot at tænke paa nordsjællandske Navne som Bendstrup, Jonstrup, Mortenstrup, Abrahamstrup, Alsønderup (=Alexanderthorp) og flere andre. Torpbosættelsen i Sønderjylland er da uden Tvivl ophørt paa den Tid, Kristendommen sejrer og bringer de fremmede Navne med sig. Dertil kommer, at de sønderjyske Torper ofte er store, anselige Byer i Modsætning til, hvad der er Tilfældet i de fleste Egne af Landet. I mange Tilfælde er de senere blevet Kirkebyer, undertiden endog Herredsbyer. Dette Forhold møder vi allermest udpræget i Angel. Af de ca. 40 nuværende og forsvundne Torper, der kendes fra dette Landskab, er der ikke mindre end 9 Sognebyer. Det vil sige, at en Fjerdedel af Sognene har Navne, der ender paa -torp, og deriblandt er nogle af de største og tættest befolkede Sogne i Angel. Jeg anser det for en urimelig Tanke, at alle disse Byer først skulde være opstaaet under Vikingetiden eller endnu senere. Sandsynligheden taler for, at nogle af dem gaar tilbage til Aarhundrederne nærmest forud, selv om langtfra alle Torper skal henføres til denne Periode. En hel Del af dem (og vel de fleste) er først kommet til i Løbet af Vikingetiden. En Undersøgelse af Torpnavnenes Forled støtter Teorien om deres relativt høje Alder i Angel. Adskillige af dem er naturligvis sammensat med Personnavne, der er velkendt fra litterære Kilder eller fra Stednavne i den øvrige Del af Landet: Hostrup med Horsi, Grimmerup med Grimi, Savstrup med Saxi, Ulstrup med Ulf etc. Men ved Siden heraf er der et stort Antal, der indeholder Personnavne, der ikke er kendt andetsteds fra, hvilket tyder paa, at Navnene taget under eet maa være gamle. Det gælder bl. a. Sognebyen Sterup, Skredstrup i Bøl Sogn, Skørdrup i Tøstrup Sogn, Svakketorp i Gelting Sogn med flere. De tre Brarup'er, der alle er Sognebyer, kan sammenstilles med Sognenavnet Brarup i Kær Herred, men uden for Sønderjylland kendes Navnet ikke.


Kort III.

Vi kommer nu til de Navne, som med Sikkerhed kan henføres til en yngre Periode, Vikingetiden og den ældre Middelalder. Blandt dem spiller Navnene paa -by (Kort III) en dominerende Rolle. Med ca. 37 Eksempler udgør de den næsttalrigste Navnetype i Angel, kun et Par færre end Torperne. De er fordelt over Størsteparten af Omraadet, men Tyngdepunktet ligger i Sognene langs Slien, hvor de slutter sig til den tilsvarende Gruppe i Svans. Ogsaa i Nord er der enkelte Navne af denne Type, og i Midtangel samler de sig i Sørup Sogn, der rummer ikke mindre end seks af disse Navne (det forsvundne Riggelsby indbefattet). By-Navnene har i nogle Tilfælde, ligesom i de fleste andre Egne af Danmark, naturbetegnende Forled, saaledes det flere Gange forekommende Skovby, der sikkert hører til det yngste Lag inden for Gruppen, eller de kan være sammensat med andre Appellativer eller Adjektiver. Der er Navne som Nyby, Gammelby, Adelby og Herredsnavnet Husby, hvorved der maaske betegnes en By, der har været Sæde for en kongelig Ombudsmand. Foruden dem er der imidlertid en hel anden Type af Navne paa -by, hvor Forleddet er et Personnavn. Denne Type mangler i Størstedelen af Danmark, men genfindes i et lille Østersøomraade, bestaaende af den sydlige Del af Baarse Herred paa Sjælland (Navne som Taageby, Knudsby, Stensby m. fl.; hertil slutter sig et enkelt Eksempel paa Møn), Laaland, især Egnen omkring Rødby Fjord (Aageby, Toreby, Troelsby etc.), samt Humble Sogn paa Langeland, hvor vi har Navnene Hagenby, Brandsby og Kædeby. I Sønderjylland er den stærkt repræsenteret i Sognene Nord og Syd for Slien. Navne af samme Art findes desuden i meget stort Tal i Danelagen, især i de Egne, hvor Danskere har bosat sig, medens de er mindre fremtrædende i de norske Nybygder. Af dette Forhold kan man slutte, at Navnetypen ogsaa har været stærkt produktiv i Hjemlandet under Vikingetiden, eller med andre Ord, at Hovedmassen af disse Navne stammer fra denne Periode. Men hvoraf kommer det, at Typen Personnavn + By har en saa begrænset Udbredelse inden for det danske Omraade? Man har antaget, at det kunde hænge sammen med det svenske Herredømme i Hedebyegnene omkring Aar 900 under Sigtrygg og Gnupa. Den samme Navneskik finder vi nemlig i Sverige, især i de uppsvenske Landskaber. At Overensstemmelsen beror paa gammel Kulturforbindelse med disse Egne er paa Forhaand sandsynligt, men man kan ikke se bort fra den Mulighed, at det er den syddanske Navneskik, der har paavirket den svenske og ikke omvendt. Til Hedebyegnene kunde Skikken være kommet fra de nordiske Vikingebygder i England. I alt Fald er det utvivlsomt at gaa for vidt, hvis man ved hvert enkelt af disse Navne vil se en svensk Bosættelse. Een Gang indført af svenske Nybyggere er der ikke noget i Vejen for, at Navnetypen kunde være produktiv gennem længere Tid, ogsaa efter at det svenske Herredømme var ophørt. En hel Det af disse Navne indeholder faktisk Personnavne, der hører til de almindeligste i Sønderjylland, saaledes Aageby, Ketelsby, Brodersby etc. Af andre Eksempler kan nævnes Aneby i Sterup Sogn, af Mandsnavnet gammeldansk Ani, Engelsby i Adelby Sogn, formodentlig af Mandsnavnet Ingiald, Fladsby i Sørup Sogn, af Tilnavnet Flat, der ogsaa indgaar i Navnet Fladstrup, Grumby i Tolk Sogn, af Grumi, Gundeby i Ulsnæs Sogn, af Gunni, Hardesby i Sørup Sogn (1422 Hergesbu), af et Mandsnavn identisk med gammelsvensk Hærger, oldnordisk Hergeirr, Kalleby i Kværn Sogn, af Kalli, Kisby i Borne Sogn, af Kisi, Riggelsby i Sørup Sogn, af Rikulf, Sognebyerne Tumby, af Tumi, og Ølsby, af Ølef(?), og flere andre. Nærmest til denne Gruppe slutter sig ogsaa Pommerby i Gelting Sogn, der indeholder Folkenavnet Pomrer »Folk fra Pommern«, formodentlig et Vidnesbyrd om en gammel slavisk Bosættelse i den ældre Middelalder. Det samme Navn forekommer i Siseby Sogn i Svans.
Til Vikingetiden kan man ogsaa henføre Hovedmassen af de temmelig talrige Navne paa -toft (Kort III), men Typen har aabenbart været produktiv langt ned i Middelalderen, og tilhører vel taget som Helhed en lidt yngre Periode end Navnene paa -by. Et Navn som Bistoft (Valdemars Jordebog byscopstoft) røber jo tydeligt sin Oprindelse fra kristen Tid. I de danske Egne af England ser det ogsaa ud, som om Navnene paa -toft er noget senere end Navnene paa -by. De fleste af dem er sammensat med Personnavne, der er i Brug i Vikingetiden og Middelalderen. Grumtoft saaledes med det Mandsnavn, der ogsaa indgaar i Grumby, Terkelstoft (1451 Torkelstofft) med Thorkil, Gingtoft (1478 Ghyntoft) med et gammeldansk *Ginni (jfr. det nørrejyske Ginderup) osv.
Til en lidt senere Periode end -toft hører sikkert Navnene paa -bøl (Kort III), som i Danmark er almindelige i Østersøomraadet og ogsaa temmelig stærkt repræsenterede i Angel. Ligesom i Toft-Navnene er Forleddene som Regel Personnavne. I Adsbøl (1483 Attesbull) i Esgerus Sogn og Bondesbøl i Havetoft Sogn (1445-50 Bundesbull) saaledes Mandsnavnene Atti og Bondi, i begge Tilfælde med en yngre, uoprindelig Ejeform paa -s, der viser, at de stammer fra en senere Periode af Middelalderen. Af andre Eksempler kan nævnes Dyttebøl i Gelting Sogn, der er samme Navn som det nordslesvigske Dybbøl, og Bredbøl i Sønder-Brarup Sogn (Valdemars Jordebog brethæbøl), der er sammensat med Tilnavnet Brethi.
De ikke meget talrige Bebyggelsesnavne paa -rød »Rydning« (Kort III) findes særlig i det sydlige Angel og er sammensat med Personnavne. Skæggerød i Nørre-Brarup Sogn hedder i Valdemars Jordebog Skiæggeruth og indeholder Mandsnavnet Skæggi, oprindelig et Tilnavn. Vogsrød i samme Sogn (ty. Wagersrott; 1499 Wogensroth) har til Forled det gammeldanske Waghn. Paverød eller Pagerø i Borne Sogn (1406 Pawerut) maa stamme fra kristen Tid, idet første Led er samme Ord som vort Pave, men formodentlig anvendt som Tilnavn.
Fra Betydningens Side nærbeslægtet med den foregaaende er en lille Gruppe paa to Navne, Stenfeld og Notfeld, der i Middelalderen ender paa -fællæ, som formodes at betyde »Svedjeland«, Sted, hvor Skoven er ryddet ved Afbrænding. Den Betydning har Ordet i det mindste i svenske Stednavne. I Danmark er det temmelig sjældent, men det forekommer dog af og til i sønderjyske Marknavne.
En anden Type fra Vikingetiden og den ældre Middelalder er Navnene paa -mark (Kort III), der er særlig talrige i Sønderjylland. I Angel er der 7-8 Eksempler paa denne Type, de fleste sammensat med Personnavne. Ranmark i Munkbrarup Sogn indeholder samme Navn som det nørrejyske Randbøl, Esmark i Sottrup Sogn hedder 1352 Eschilsmark og er altsaa sammensat med Mandsnavnet Æskil. Fra Middelalderen stammer det forsvundne Benediktsmark ved Kappel. Forleddet er her det kristne Helgennavn Benedictus. Mølmark i Sørup Sogn (1499 Moggelmark) er ikke sammensat med et Personnavn, men med Tillægsordet møgel »stor«.
Foruden de Navnegrupper, vi nu har gennemgaaet, er der i Angel et stort Antal Navne, der ender paa Ord, som betegner forskellige Naturforhold. De lader sig vanskeligt datere med Sikkerhed, men er gennemgaaende forholdsvis unge. Særlig talrige er, som man kunde vente, Navne, der angiver gammel Skovbevoksning. Hertil hører otte Navne paa -holt, der alle findes i Syd- og Midtangel. Nogle af dem, som Ravnholt, der forekommer to Gange, i Strukstrup og Gelting Sogne, og Grønholt, er umiddelbart forstaaelige. Boholt i Strukstrup Sogn hedder 1460 Budeholde og indeholder Ordet Bod »Hytte, Skur«. Det sigter formodentlig til Skure, der har været rejst i Skoven til Ly for Kreaturerne og midlertidigt Opholdssted for de Folk, der vogtede dem. Forleddet i Kønholt i Tumby Sogn er vistnok samme Ord som oldnordisk kaun »Byld«. I norske Stednavne bruges det i overført Betydning om en rundagtig Forhøjning.
Desuden findes der nogle Navne paa -lund, bl. a. Fruerlund i Adelby Sogn, Skadelund i Sterup Sogn og Hatlund i Kværn. Det sidste er muligvis sammensat med det gamle Mandsnavn Hatti.
Af gamle Landsbyer paa -skov er der kun en enkelt, Sognebyen Rylskov, hvis Navn man har sammenstillet med Ordet Rylle, der i den danske Dialekt i Angel brugtes om en ung Avnbøg, saaledes som den f. Eks. findes i levende Hegn.
Langs Angels Kyst findes ikke faa gamle Navne paa -næs, der i Tidens Løb er blevet til Bebyggelsesnavne. En Del af dem er, som andre danske Navne med denne Endelse, sammensat med gamle Personnavne. Ulsnæs (1349 Vlfsnees) indeholder Mandsnavnet Ulf, Dytnæs (1452 Duttenysz) det samme Personnavn, vi finder i Dyttebøl og Dybbøl. Det forsvundne Navn Fughælsnæs, der nævnes i Valdemars Jordebog, er sammensat med Mandsnavnet Fughl, Grimsnæs med Grim. Det interessanteste Navn i denne Gruppe er dog Holdnæs, Navn paa Angels Nordspids. Det ligger overfor Rinkenæs i Sundeved, og der er aabenbart en vis Sammenhæng mellem de to Navne. Rinkenæs indeholder det Ord, der paa Oldnordisk hedder rekkr og betyder »Mand, Kriger«, men som paa Dansk vilde have Formen *rink. Holdnæs kan have et lignende Forled, idet det kan komme af et gammeldansk *hald, oldnordisk holdr, »Odelsbonde«. Det skrives 1209 Haldenes i Sammensætningen Haldenesbrathorp, det nuværende Munkbrarup. Begge Navne stammer formodentlig fra Vikingetiden.
Endvidere er der oprindelige Naturnavne paa -kær (Ravnkær, Maarkær), -vig (Fovlløk i Ravnkær Sogn; Valdemars Jordebog Fughælwich), -vad (Undevad i Grumtoft Sogn), -vraa (Nisvraa, Foldevraa) m. m., som ikke kan faa nogen detailleret Gennemgang her. Det kan desuden nævnes, at der er enkelte Navne paa -gaard, som gaar tilbage til Middelalderen, bl. a. Tolgaard (Valdemars Jordebog tolæghard) og Grisgaard (1397 Grysegharde) i Esgerus Sogn, der begge er sammensat med Personnavne.
Vi er dermed naaet til Vejs Ende med vor Gennemgang af de gamle, angelske Bebyggelsesnavne, men rundt omkring findes desuden en Mængde Stednavne af nyere Oprindelse. I de fleste danske Egne er det saadan, at der opstaar meget faa nye Bebyggelser fra Middelalderens Slutning til Begyndelsen af de store Udflytninger paa Udskiftningstiden. Helt anderledes er Forholdene i Angel. Her er man langtfra færdig med at rydde Skoven ved Udgangen af Middelalderen. Gennem Jordebøger og andre Kilder kan vi se, hvordan Kaadnerne i de følgende Aarhundreder stadig flytter ud fra Landsbyerne og tager ny jord ind til Dyrkning i de store Skovomraader, hvorved nye Bebyggelser opstaar med Navne som Oksagerskov, Sørupskov, Stenbjærgskov, Maarkær Østerskov og Vesterskov og mange andre. Længe inden Udskiftningen har Angel derved faaet sin karakteristiske Blanding af Landsbybebyggelse og mere eller mindre spredt Bosættelse i Udkanten af de gamle Landsbyers Omraader.

Litteraturhenvisninger

Svend Aakjær, Bidrag til Tolkning af angelske Landsbynavne (Grænsevagten 1923).
Anders Bjerrum, Midtslesvigske Stednavne (Sydslesvig, udg. af Gunnar Knudsen og Knud Kretzschmer p. 64 ff., 1933).
Danmarks Stednavne, udg. af Stednavneudvalget. Bd. I ff. 1922 ff.
A. Erdmann, Über die Heimat und den Namen der Angeln. 1890.
Kristian Hald, Angles and Vandals (Classica et Mediaevalia IV p. 62 ff.). – De danske Stednavne paa -um. 1942.
Johs. Kok, Det danske Folkesprog i Sønderjylland II. 1867.
Mar. Kristensen, Nogle Sydslesvigske Landsbynavne (Namn och Bygd 1914 p. 46 ff.).
G. Pfeiffer, Siedlungsbild der Landschaft Angeln.
Johs. Steenstrup, Nogle Studier over slesvigske Stednavne (Namn och Bygd 1914 p. 127 ff.).
Aug. Sach, Das Herzogtum Schleswig I ff. 1896 ff.
Sønderjyllands Historie I. 1931.

Ved Udarbejdelsen er Stednavneudvalgets Samlinger benyttede.