Midtslesvigske Stednavne

Af Prof. Dr.phil. Anders Bjerrum (1903-1984)
Fra: Sydslesvig I. Hedeegnene mellem Angel og Frisland. Udgivet af Grænseforeningen ved Gunnar Knudsen og Knud Kretzschmer. Reitzels Forlag, København 1933. (Side 64-80).
Om A. Bjerrum

Indledning

Det Omraade, hvis Stednavne her skal gøres til Genstand for en kort Behandling, omfatter 6 Herreder, 3 mod Øst og 3 mod Vest; mod Øst har vi fra Nord til Syd Vis, Ugle og Arns Herreder, og mod Vest Kær Herred og de to Gøs Herreder. Herredsinddelingen, som ikke kendes uden for Norden, er foregaaet meget tidligt, hvornaar ved vi ikke; den fremtræder fuldt udformet i den ældste Oversigt over Danmarks Land, som vi har, nemlig i Kong Valdemars jordebog fra 1231, men den er antagelig adskillige Aarhundreder ældre. Herredet var en militær Enhed, det er en Deling af Landet, som er foretaget ovenfra; vi kan derfor ikke uden videre vente, at et Herred svarer til en i forhistorisk Tid bebyggelsesmæssigt afgrænset Enhed. I mange Tilfælde kan vi imidlertid se, at Herred og forhistorisk Landsbybygd svarer til hinanden, dog saaledes, at Herredet ogsaa omfatter Omraader, der laa uden for den gamle Bygd, Land som før var Udmarker, sumpede Strækninger, Hede og Skov. Det er derfor naturligt at bruge Herredet som geografisk Enhed ved et Forsøg paa ud fra Stednavnene at kaste Lys over de dunkle Tidsrum, der gaar forud for Middelalderen, altsaa forud for den Tid, fra hvilken de ældste skriftlige Kilder til vort Lands Historie stammer.
Fra Oldfundene ved vi, at der har levet Mennesker i Danmark flere Aartusinder før vor Tidsregnings Begyndelse; man kan endog danne sig et temmelig klart Billede af disse forhistoriske Menneskers Kultur og af denne Kulturs Skiften gennem Tiderne. Men der er et Omraade, hvor Arkæologien ikke kan give os Svar paa vore Spørgsmaal; Fundene fortæller os saa godt som intet om det Sprog, der blev talt i Landet, og vi ved derfor meget lidt om, hvor langt tilbage i forhistorisk Tid der har boet Nordgermanere i Danmark. Til Løsning af dette Spørgsmaal - og andre af lignende Art - har vi meget faa og fattige Kilder, og blandt dem er Stednavnene den vigtigste; ud fra en Landsbys Navn søger Stednavneforskeren at slutte sig til dens Alder og til Navngivernes Nationalitet.
Som egentlig Videnskab er Stednavneforskningen forholdsvis ung, og mange af dens Problemer er uløste. Det er imidlertid lykkedes at opstille en Række Stednavnetyper, som hver for sig antages at omfatte Landsbyer fra nogenlunde samme Tid; ved at undersøge Landsbyernes indbyrdes Størrelsesforhold og deres Beliggenhed i Forhold til hinanden, samt ved en Sammenligning med andre Landes Stednavne, f. Eks. Stednavnene i de nordiske Vikingebygder i England og Frankrig, er man endvidere naaet til at kunne skønne over disse Typers indbyrdes Alder.
Inden jeg gaar over til at behandle det ældste Navnelags Fordeling i de enkelte Herreder, skal jeg give en Oversigt over de Stednavnegrupper, der tilhører Tiden før Vikingetiden, idet jeg dog indskrænker mig til at omtale de Grupper, der er repræsenterede i Midtslesvig.

De ældste Navnetyper

Der er almindelig Enighed om, at to af de allerældste Navnegrupper er de Navne, der ender paa -ing, og en Del af dem, der ender paa -um. Hvor gamle de er, lader sig endnu ikke afgøre med blot nogenlunde Sikkerhed, vi maa nøjes med at sige, at de snarest tilhører Aarhundrederne omkring Kristi Fødsel, og at ing-Navnene synes at være ældre end um-Navnene. Heller ikke kan det med Sikkerhed afgøres i de enkelte Tilfælde, hvad selve Endelsen -um betyder. Undertiden er den et oprindeligt -hæim, samme Ord som vort Hjem og som den almindelige tyske Stednavneendelse -heim (i f. Eks. Mannheim) og den engelske -ham (f. Eks. i Birmingham); men meget ofte er den en bevaret Hensynsfaldsendelse, saaledes at f. Eks. Husum betyder »ved Husene«, Hygum »ved Højene« osv., og i sidste Tilfælde kan vi sjældent sige noget bestemt om Navnets Alder. For Midtslesvigs Vedkommende kommer hertil endnu to Forhold, som gør um-Byerne vanskelige at have med at gøre. For det første forekommer -um meget hyppigt som Marknavneendelse i Sønderjylland, mange sønderjyske Landsbynavne paa -um er derfor utvivlsomt fra først af Naturnavne, og i saa Fald kan vi naturligvis ikke vide ret meget om Byens Alder. For det andet har vi i Sydvestslesvig, navnlig pa de frisiske Øer, en Gruppe um-Navne, der ikke er nordisk, og som vistnok er forholdsvis ung, nemlig de frisiske Navne paa -um og -sum, Navne som Morsum, Keitum, Dörpum. Betragter vi nu de midtslesvigske um-Navnes Udbredelse, er det iøjnefaldende, at de er langt hyppigere mod Vest end mod Øst. I de tre østlige Herreder har vi kun 1 -um, nemlig Meden (1433 skrevet medhem) i Vis Herred, mens vi i de tre Herreder mod Vest ikke har mindre end 12: Husum, Svesing (1436 Swesum) og Rantrum i Sønder-Gøs Herred, Bargum, Uphusum, Dörpum og Struckum i Nørre-Gøs Herred, Sønder-Løgum, Karlum, Uphusum, Stadum og Klintum i Kær Herred.
Breklum er ikke noget um-Navn, det staves i Middelalderen Brekeling; Bordelum og Bondelum har vist oprindelig -holm som Efterled.
Det er klart, at en Del af disse Navne er frisiske. Det gælder afgjort Dörpum, Struckum og Rantrum. Bargum er snarest et dansk Navn; den middelalderlige Stavemaade, Berghem eller Bergem, viser kun, at det tidligt er blevet »oversat« til Plattysk, hvorimod Forekomsten af to Bjærgum'er i Vestjylland taler for, at ogsaa det vestslesvigske Navn er af dansk Oprindelse. Mere usikker er jeg med Hensyn til Klintum og Risum (i Bøking Herred); Risum forekommer baade som Marknavn paa Amrum og som Landsbynavn paa Fyn; i al Fald hører Risum næppe til den ældste um-Type, da vi ikke godt kan antage en saa gammel Bebyggelse i Risumer-Mohr, hvor de øvrige Byer (Dedsbøl, Nibøl og Lindholm) er forholdsvis unge. Paa Sild er der en Landsby, som hedder Klintum, men da Frisergrænsen i Middelalderen synes at have gaaet Vest for Klintum i Kær Herred, er det vel rimeligst, at Navnet er dansk. Sandsynligvis er baade Bargum, Klintum, Risum og rimeligvis ogsaa Stadum oprindelige Naturnavne. Husum forekommer oftere i Danmark og er vel dansk, men hører næppe til den ældste um-Gruppe. De eneste sydvestslesvigske um-Byer, som jeg tør føre tilbage til Tiden før Vikingetiden, er saaledes Sønder-Løgum, Karlum og Svesing, der i øvrigt alle tre er anselige Sognebyer.
Ældgamle er ogsaa nogle af de Navne, der tilhører den Gruppe, som vi med et lidt tomt Ord plejer at kalde Kortnavne, det vil sige usammensatte Navne som Fjolde, Vi, Jørel, Læk.
Det er naturligvis ikke alle usammensatte Navne, der er saa gamle. Langenhorns gamle Navn er Horn; men det skrives 1466 in deme Horne, altsaa med foransat Kendeord, et Vidnesbyrd om, at vi her har et Naturnavn, der først forholdsvis sent er gaaet over til at blive brugt som Landsbynavn. Noget lignende gælder Enge, der 1444 skrives In der Enge. 1352 kaldes Byen Klyntryngengi; her maa første Led være Indbyggernavnet Klintring »Mand fra Klintum«; Byen er altsaa bygget ved Klintringernes Enge. Heraf følger igen, da Enge Kirke er romansk, at Klintum ikke er nogen helt ung By.
Om de fleste af dem – og forresten ogsaa om ing-Navnene – gælder det, at de er meget vanskelige at forklare ud fra det Sprogstof, vi nu har Kendskab til; vi maa altsaa indrømme, at vi ikke ved saa forfærdelig meget om det Sprog, som den Befolkning har talt, der har givet disse Navne.
Noget sikrere Grund under Fødderne har vi ved Bedømmelsen af de sidste to Navnegrupper, der er ældre end Vikingetiden, nemlig lev-Navnene og sted-Navnene. De har nemlig allesammen som Forled et Personnavn, og vi er i de fleste Tilfælde i Stand til at afgøre, om dette er nordisk eller ej ; desuden forekommer -lev aldrig paa frisisk og nedertysk Omraade.
Endelsen -lev, der betyder »overladt Gods«, tidsfæstes almindeligt til Folkevandringstiden og er blevet sat i Forbindelse med de Begivenheder, som førte til Dannelsen af det danske Rige. En Del af Navnene paa -sted tilhører antagelig ogsaa dette Tidsrum. I Syd- og Mellemslesvig har vi imidlertid en Række Byer paa -sted, som maa antages at være yngre. Ogsaa her er Fordelingen paafaldende: i den nordøstlige Halvdel af Omraadet har vi 10 sted-Navne, nemlig Nørre-Haksted og Kragested i Vis Herred, Siversted, Bollingsted, Sønder-Haksted (samt Langsted, som vist er et forholdsvis sent Navn) i Ugle Herred og Bramsted, Boversted, Tinningsted, samt Klintringsted, det gamle Navn paa Stedesand, i Kær Herred; i de tre Herreder mod Sydvest er der 20: Isted, Sølversted, Hollingsted, Dörpstedt, Ellingstedt og det forsvundne Trenstad i Arns H., Bredsted, Bohmstedt, Vollstedt, Norsted og (muligvis) Løvensted i Nørre-Gøs Herred og Hattstedt, Horsted, Immingstedt, Vester og Øster-Orsted, Ipernstedt, Mildsted, Svavsted og Ramstedt i Sønder-Gøs Herred. Ogsaa dette Forhold maa forklares som Vidnesbyrd om fremmed Bosættelse. I Vestholsten er der en Mængde Bynavne paa -stedt, deraf endel paa -ingstedt (Typen -ingsted er dog ogsaa kendt i Norden).; i Frisland er denne Type derimod lidet kendt, dog er der et Wenningstedt paa Sild. En Del af de sydvestslesvigske sted-Byer, der ikke kan forklares ud fra nordiske Personnavne, maa derfor udskilles som yngre holstenske, i enkelte Tilfælde maaske ogsaa frisiske, Bebyggelser. Det gælder saaledes Dörpstedt, Ellingstedt, Ipernstedt, Ramstedt, Vollstedt og vistnok ogsaa Immingstedt og Bohmstedt. Første Led i Klintringsted er Indbyggernavnet Klintring; Navnet er sikkert ungt og muligvis frisisk. Det samme gælder vistnok Tinningsted. Endelig ligger der ved Trenen to Byer, hvis Efterled maaske ikke er -sted, men et andet nordisk Ord stad, som betyder Landingsplads, nemlig Svavsted og Hollingsted; det samme kan være Tilfældet med Ejdersted (ved Ejderen), den forsvundne By Trenstad (i Svavsted Sogn, ved Trenen) og Mildsted (ved Aaen Milde); disse Byer tilhører vel en senere Tid. Tilbage bliver der altsaa henved 15 gamle sted-Byer, som vi tør anse for nordiske.
Disse fem Grupper danner i Hovedsagen det ældste Navnelag i det midtslesvigske Omraade, og vi kan ved at anbringe de herhenhørende Navne paa et Kort danne os et Skøn over Bebyggelsens omtrentlige Udstrækning ved Vikingetidens Begyndelse. Det maa dog bemærkes, at vi ikke kan vente at faa noget helt nøjagtigt Billede frem; gamle Landsbyer, hvis Navne vi ikke kender, kan være forsvundne, og Byer kan have skiftet Navn. Hertil kommer, at vi maa se bort fra de fleste af de Navne, der oprindelig har betegnet Naturforhold, men som senere er blevet til Landsbynavne, altsaa Navne der ender paa -høj, -bæk, -holt, -ved (af gammeldansk with, der betyder »Skov«; i mange tilfælde er det vanskeligt at skønne over saadanne Byers Alder, de allerfleste af dem er dog sikkert temmelig unge.

Det gamle Navnelags topografiske Fordeling

I Nærheden af den ældgamle Hærvej fra Viborg Landsting over Urnehoved til Dannevirkes Kalegat ligger Vis Herreds gamle Herredskirke, Kirken i Hanved; ved denne By laa Herredets gamle Tingsted, og alt taler for, at Byen ogsaa før Herredsdannelsens Tid har været Midtpunkt for Bygden ved Bunden af Flensborg Fjord.
Herredet har ikke, som man ud fra Nutidens Navneformer skulde tro, Navn efter Sognebyen Store-Vi. Denne By hedder i Middelalderen altid Wige, mens Herredsnavnet i Kong Valdemars jordebog fra 1231 skrives Vvizheret. Ganske vist staves Herredsnavnet et Par Gange i det IS.Aarhundrede Wikesherde, men det betyder kun, at nogle Skrivere allerede den Gang har troet, at Herredet havde Navn efter Store-Vi.
Et Vidnesbyrd om hedensk Gudsdyrkelse i den gamle Herredsby har vi vistnok i et Naturnavn, der allerede nævnes 1496 i Formen Titzlund; dette Navns Forled er sandsynligvis den nordiske Krigsgud Tirs Navn.
Flertallet af Bygdens ældste Byer ligger i Herredets østlige Del, i Hærvejens Nærhed. Mod Syd i Hanved Sogn ligger den ældgamle By Vedding; Navnet staves 1483 Wetinghe og maa være en Afledning af den Ordstamme wat-, som vi har i det Ord, der paa Gammeldansk hed watn og nu hedder Vand. Nord for Hanved ligger den gamle By Bov, flankeret af de to lev'er Frøslev og Harreslev. Sognene mod Vest har været dækkede af uvejsomme Skovstrækninger, hvoraf der endnu er en anselig Rest tilbage, nemlig Lindved Skov. Men allerede tidligt er man her begyndt at forvandle Skov til dyrket jord; i Valsbøl Sogn ligger ved Engene langs Meden Aa Herredets eneste um-By, Meden, hvis Navn kommer af et Ord Med eller Mede, som er beslægtet med det almindelige sønderjyske Engnavn Made, Maj; Meden betyder altsaa ligefrem »(Byen) ved Engene.« Endnu længere mod Vest ligger den store Sogneby Nørre-Haksted (af et Mandsnavn Hakki eller Hakkr). Et lignende Fremstød mod Sydvest betegner Herredets anden sted-By, nemlig Kragested i Vanderup Sogn (af Mandsnavnet Kraki). Omtrent midtvejs mellem disse to -sted ligger Store- Vi. Navnet er blevet forklaret som et Minde om hedensk Gudsdyrkelse, og der er egentlig heller ikke noget i Vejen for, at Wige, som Byen jo oprindelig hed, kan være en Vekselform til det Ord Vi, der betyder »Helligdom, helligt Sted«, og som vi har i Stednavne som Viby og Viborg; jeg tror dog, at en anden Forklaring er mere nærliggende. Schröder fortæller i sin Topografi, at man Øst for Byen kan se Rester af en stor Vold, som hedder Klint; her er der formodentlig Tale om en af de ældgamle Befæstningsvolde, som der findes en hel Del af rundt om i Landet, og vi maa derfor i Bynavnet Wige se samme Ord som det oldislandske vígi, der betyder »Sted der egner sig til Forsvar«, og som hænger sammen med víg »Kamp«.
I Vis Herred var der saaledes allerede ved Vikingetidens Begyndelse en forholdsvis tæt Bebyggelse, der fordelte sig nogenlunde jævnt over hele Herredet. Et ganske andet Billede faar vi frem, naar vi vender os mod Ugle Herred. Her er der egentlig kun 5 sikre Bynavne, der tilhører de gamle Typer, nemlig Jørel med Sønder-Haksted i Jørel Sogn, Hynding og Bollingsted (1196 Ballingstad) i Eggebæk Sogn, samt Sognebyen Siversted ved Hærvejen, de to sidstnævnte af Slægtsnavnet Ballungr og Mandsnavnet Sigvard. Ugle Herreds gamle Tingsted laa ligesom Tingstedet i Vis Herred i Nærheden af Hærvejen, nemlig i Oversø i Herredets nordøstlige Hjørne.
Galgebjærg ved Bollingsted har ikke noget med Herredstinget at gøre, det er Retterstedet for det gamle Bollingsted Fogderi.
Herredets gamle Byer danner imidlertid en Halvkreds langs Herredets Syd- og Vestgrænse, de ældste af dem ligger helt ovre mod Sydvest, uden organisk Sammenhæng med Tingstedet. Bebyggelsesmæssigt danner Ugle Herred altsaa ikke en saadan naturlig Enhed som Vis Herred; dets Tingsted er ikke noget gammelt Bygdcentrum, og dets ældste Byer synes snarere at staa i Sammenhæng med Bygden i Gøs Herrederne.

Syd for Ugle Herred ligger det aa-rige Arns Herred, hvoraf store Strækninger sikkert har henligget som Sump og Skov i forhistorisk Tid. Her har vi kun to helt sikre gamle Byer, nemlig Sølversted i Treja Sogn (rimeligvis af et Mandsnavn Sylvarr) og Isted i Michaelis Sogn (af Mandsnavnet Isi). Den sidstnævnte, der har givet Navn til Isted Syssel, ligger ved Hærvejen, en Mils Vej Syd for Siversted. Længere mod Syd, ligeledes ved Hærvejen, ligger to Byer, som maaske ogsaa er ældre end Vikingetiden, nemlig Husby (paa Tysk stavet Hüsby, i Overensstemmelse med den stedlige Udtale) og Skovby, hvor Herredets Ting holdtes i Middelalderen, og hvor vi endnu har et Minde om Herredets Rettersted i Stednavnet Galgebjærg.
I Gøs-Herrederne er der en Gruppe Landsbynavne, som i flere Henseender er gaadefuld, nemlig Kirkebyen Fjolde, Arnfjolde og Højfjolde i Svesing Sogn, samt Kirkebyen Ostenfeld, der 1352 skrives Ostenfiold og paa Fjolde-Dansk udtales Össenfjyld. For det første er de tre sidstnævnte Navnes Forled dunkle. Højfjolde ligger i Modsætning til den højtliggende Fjolde By ret lavt ved Arlaaen, og Ostenfeld ligger ikke Øst for Fjolde, men langt mod Syd; det første Navn staves i Middelalderen Hofyol og udtales nu Hyefjyld, saa det kan næppe være sammensat med noget andet Ord end Hø. Hvad første Led i Ostenfeld er, ved jeg ikke, lige saa lidt som jeg kan afgøre, om Arn er en gammeldansk Ejefaldsform af Ordet Ørn, eller om det staar i Forbindelse med Arns Herreds Navn. Derimod kan det med nogenlunde Sikkerhed fastslaas, hvad selve Navnet Fjolde betyder; den danske Dialektudtale viser, at Byen paa Gammeldansk maa have heddet Fialdæ, og Dr. Marius Kristensen har med Rette sammenstillet Navnet med Ordet urfjælder, som forekommer i svenske middelalderlige Landskabslove i Betydningen »udskilt Mark«. Selve Ordet fialdæ maa derfor have haft Betydningen »den dyrkede Jord, som Byens Bønder ejede i Fællesskab«, og Grundbetydningen er vel »dyrket Jord« i Almindelighed; det er da beslægtet med, men ikke samme Ord som det tyske Feld. Nu forekommer der imidlertid ogsaa andetsteds inden for det gamle danske Omraade en Gruppe Byer, hvis Navne maa komme af Ordet fialdæ, nemlig Sognebyerne Fjælde og Døllefjælde samt Højfiælde i Halsted Sogn, alle paa Laaland. Vi maa antage, at de to Grupper paa en eller anden Maade staar i Forbindelse med hinanden. Stednavnene paa de danske Sydøer viser ogsaa paa et andet Punkt Overensstemmelse med sydslesvigske Stednavne; begge Steder forekommer der nemlig en hel Del Landsbynavne paa -by, hvis Forled er Personnavne, og som maa opfattes som Vidnesbyrd om, at Svenskere i Vikingetiden har bosat sig i Syd-Danmark langs den Handelsvej, ad hvilken Øst- og Vestfriserne over Hedeby og de danske Øer stod i Handelsforbindelse med den svenske Handelsby Birka. Det er imidlertid usandsynligt, at Fjolde- og Fjælde-Byerne hører sammen med disse svenske Vikingebosættelser. De omtalte Navne paa -by omfatter nemlig kun faa større Landsbyer – af de henved 60 herhenhørende Bebyggelser er i alt kun 8 Sognebyer, de allerfleste er smaa Byer og Gaarde –, hvorimod alle de 7 Fjolde- og Fjælde-Byer er anselige Landsbyer, ikke mindre end 4 af dem er Sognebyer; alene af den Grund maa vi anse dem for ældre. Hertil kommer, at Fjolde-Byerne ligger uden for de svenske Vikingebyers Omraade, hvis Centrum er Sliens Bredder.
De vestligste Udløbere er Janneby i Jørel Sogn, de to Smedeby'er i Bov og Siversted Sogne (af et Mandsnavn Smithr), Anebylund i Hanved Sogn (af Mandsnavnet Ani), samt muligvis Vesby i Medelby Sogn (Mandsnavnet Visi).
Forbindelsen mellem Fjolde- og Fjælde-Byerne synes derfor at ligge længere tilbage i Tiden, og den staar muligvis i Forbindelse med Folkevandringen; men foreløbig maa vi lade den staa som et aabent Spørgsmaal, som det forhaabentlig engang i Fremtiden vil lykkes at finde Løsningen til.
I den gamle Fjolde-Bygd, til hvilken de vestligste Byer i Ugle Herred naturligt slutter sig, ligger en hel Del andre gamle Byer; i Svesing Sogn har vi selve Sognebyen, der oprindelig hed Svesum, samt Vester- og Øster-Orsted, de to sidstnævnte vistnok af Mandsnavnet Arr; i Fjolde Sogn er der Norsted (af et Mandsnavn Nori) og Løvensted, som 1295 skrives Liungseth; og endelig har vi Horsted (af Mandsnavnet Horsi) i Hattstedt Sogn. Længere mod Nordvest ligger endnu to gamle Byer, nemlig Breklum, der i Middelalderen hed Brekeling, og Købstaden Bredsted (af Mandsnavnet Brethi). Breklum Kirke var Nørre-Gøs Herreds gamle Hovedkirke, og Herredets Tingsted har ligget Nord for Byen, hvad Naturnavnene Øster- og Vester-Tingsted endnu minder om. Ligesom i Ugle Herred ligger altsaa Tingstedet her uden for Bygdens gamle Midtpunkt, men der er naturligvis ikke noget i Vejen for, at Gøs Herredernes ældste Tingsted kan have ligget i Bygdens Centrum; Navnet tyder jo paa, at de to Herreder oprindelig kun har udgjort eet stort Herred.
I Kær Herred falder Bygdcentrum og Herredsmidtpunkt sammen, ligesom i Vis Herred og modsat Gøs Herrederne. Tingstedet var i gammel Tid i Herredets nordvestligste Del, nemlig ved Sønder-Løgum; ved denne By har vi et Naturnavn, som paa Mejers Kort fra 1648 skrives Dingstede. Det er ogsaa muligt, at selve Navnet Løgum kommer af et Ord, der betyder »fredlyst Plet, Tingsted«. Syd for Herredsbyen ligger Herredets anden gamle um-By Karlum, og lidt længere mod Syd Læk. Dette sidste Navn skrives i Valdemars jordebog Lecky; det er vist beslægtet med Læk og andre Ord, hvis Grundbetydning er »Gennemsivning«; det er da snarest oprindelig Navn paa Læk Aa, vi kan derfor ikke med Sikkerhed vide, at Byen hører til de ældste i Herredet. Øst for de gamle um-Byer ligger to sted-Byer, nemlig Bramsted og Boversted i Ladelund Sogn (af Mandsnavnene Brami og Bo:varr). Sønder-Løgum, Karlum og Læk ligger alle ved Vestslesvigs gamle Hovedvej, den vestlige Oksevej, som fra Tønder bugter sig sydpaa lidt øst for Geestranden ned mod Husum. Ad denne Vej er Bebyggelsen allerede tidligt trængt endnu længere frem mod Syd; helt nede ved Grænsen til Nørre-Gøs Herred har vi nemlig en nu forsvunden lev-By, der nævnes i Dokumenter fra o. 1500 i Formerne Adersleue og Adersleff; Byens Beliggenhed kan bestemmes ret nøje, idet der nemlig paa begge Sider af Skellet mellem Bargum og Enge Sogne er et Stykke Kogsland, der endnu kaldes Adersleben.
Den gamle Bebyggelse i Kær Herred er meget mindre end Bygderne i Vis Herred og Gøs Herrederne. Men den staar ikke i Forbindelse med nogen af disse to Bygder; Aderslev ved Oksevejen er det eneste Bindeled mod Syd, og denne By maa anses for at være betydeligt yngre end Sønder-Løgum. Og naar bortses fra denne ene Landsby har der Syd og Øst for Kær Herreds Byer strakt sig store folketomme Strækninger, opfyldte af Kratskove og Heder. Derimod har Bygden i Kær Herred Forbindelse nordpaa, med Højer Herred (Visby – Daler – Møgeltønder – Tønder) og Slogs Herred (Rends – Jejsing – Sæd). Denne Forbindelse med Herrederne mod Nord har holdt sig gennem Vikingetid og Middelalder, og den kan endnu paavises ad sproglig Vej: mellem det danske Sprog i Kær Herred og Dialekterne i Slogs Herred er der kun ringe Forskel, medens der er et meget skarpt – og gammelt – Skel mellem den mellemslesvigske Dialekt og det danske Folkemaal i Sydslesvig. Hjoldelund Sogn hører sprogligt til Mellemslesvig; dets ældste Byer stammer sandsynligvis fra Middelalderens første Halvdel, og vi maa derfor antage, at det er bebygget nordfra.
Det ældste Stednavnelag i Midtslesvig giver os altsaa et Billede, som er tydeligt nok til, at vi kan skimte tre gamle Bygder: mod Nordøst, i Vis Herred, en gammel Bebyggelse, der staar i Forbindelse med Bygden østpaa i Angel og ad Hærvej en strækker sig sydpaa over Siversted og Isted til Skovby i Arns Herred; paa Midtlandet mod Syd den store Fjolde-Bygd, der gaar paa tværs af den senere Herredsinddeling, og endelig i Kær Herred en begyndende Bebyggelse, der kommer nordfra og først vinder Fodfæste i Herredets nordvestlige Hjørne.

Gammelt Skovland

Ved Vikingetidens Begyndelse og endnu senere var der stadig vide Strækninger i Midtslesvig, som var ubebyggede. Vil vi vide, hvordan de har set ud, kan vi bedst faa Svar ved at spørge Stednavnene; og deres Vidnesbyrd er saa enstemmigt, at vi ikke kan være i Tvivl: overalt har de gamle Byer ligget omgivet af Skove, Højskov mod Øst og Kratskov paa Midtlandet. En Gennemgang af de Landsbynavne, som er sammensat med Ord, der betyder »Skov« eller lignende, giver os Materiale til at skønne over Skovarealernes Udbredelse og Udseende i Middelalderen og Vikingetiden, og rimeligvis endnu tidligere.
I den østlige Del af Vis Herred er der forholdsvis faa Minder om Skov i Stednavnene; der viser Landsbynavnet Hanved, samt Ellund, Gottrupelle og det nu forsvundne Krokris (af Ris »Kratskov«), at Hanved Skov oprindelig har strakt sig længere mod Nordvest, og at den engang har fortsat sig endnu længere mod Nord i Form af Ellekrat. Flere Vidnesbyrd er der fra Herredets vestlige Del; der har vi Skavlund i Nørre-Haksted Sogn, Skovbøl, Okslund og Loftlund i Store-Vi Sogn; disse to Sogne ser ud til at have været een stor Skov, naar ene undtages de Omraader, som Vis og Haksteds Bebyggere ryddede. Dens sydlige Del har givet Herregaarden Lindved Navn. Gennem Lindeskoven flød Lindaa, hvorefter Nørre- og Øster-Lindaa er nævnt. Ved at følge Aaen har man kunnet trænge frem gennem Skoven mod Vest, og ved den har man bygget Herredets vestligste By, godt skjult bag de store Skove; den bærer det mærkelige Navn Risbrig (1352 Rysbrige og Rysbriky). Navnets første Led er Ris »Kratskov«; dets andet Led maa være det samme som Ordet Brik eller Brike, der forekommer i Oldislandsk i Betydningen »Fjællevæg« og i norske og svenske Dialekter i Betydninger som »lav Fjællevæg«, »Bænk«, »Rækværk« og lignende.
I Ugle Herred har vi de tre -skov: Tornskov i Eggebæk Sogn og Bilskov og Julskov i Oversø Sogn; endvidere er der Hjaruplund i Oversø Sogn, Stiglund i Jørel Sogn og Popholt (Holt betyder »Skov« og er jo en almindelig dansk Stednavneendelse) i Siversted Sogn; der er altsaa flest Vidnesbyrd om Skov mod Nordøst, hvilket passer godt med, at de gamle Byer laa i Herredets sydvestlige Del.
Langt skovrigere har Arns Herred været; paa begge Sider af Trenen har der strakt sig sammenhængende Skovbælter Østen og Sønden om Bygden paa Midtlandet, fra Gammellund, Isted Skov, Klapskov, Lyrskov og Arnholt mod Sydvest over Skovby og Skellund ned til det mægtige Skovland, der endnu i Middelalderen strakte sig Syd for Dannevirke; og videre vestpaa over Svinholt, Gosholt og Skibskov i Treja Sogn ind i Sønder-Gøs Herred, hvor Svesing og Ostenfeld Sogne endnu har talrige Smaaskove, og hvor der er Navne som Süderholt, Vedbæk (af with), Rott (»Rydning«) og Lindehoved.
Mens -ved og -skov og -holt er fremherskende mod Øst, er -lund langt den hyppigste Endelse i de to nordvestlige Herreder. -ved forekommer kun i Solved i Fjolde Sogn, -skov kun i Orskov, en forsvunden Bebyggelse i Kær Herred. Fra Bokslund og Kragelund i Fjolde Sogn mod Syd til Ladelund mod Nord har vi ikke mindre end 13 Landsbyer, hvis Navne ender paa -lund, Vidnesbyrd om, at store Dele af Nørre-Gøs og Kær Herrederne tidligere har været bevoksede med Kratskov. I Kær Herred kommer hertil en Række andre Navne. Der er Bøglund i Sønder-Løgum Sogn; Navnet udtales nu bøwlum, men 1497 staves det Bolinge, og det er snarest Ordet Bøgling, som betyder »Bøgekrat«. Endvidere er der Ellehoved i samme Sogn, Holtager i Enge Sogn, Branslund, Navn paa en forsvunden Skov i Karlum Sogn, og Holte i Medelby Sogn. Endelig er sidste Led i Vestered, Ladelund Sogn, vistnok ogsaa et Ord, der betyder »Kratskov«; Navnet staves 1352 Westert og 1543 Westerth; Efterleddet er snarest et Ord storth »Krat«, som vi kender andetsteds fra, blandt andet som Navn paa Øen Stord ved Norges Vestkyst.
Alle disse Navne viser, at store Dele af Kær Herred, særlig mod Øst, har været opfyldte af Skov og Krat. Dette stemmer udmærket med Herredets Navn. Det skrives Kyærræheret i Valdemars Jordebog, og dets oprindelige Betydning er »Kærenes Herred«. Nu betyder Kær jo paa Rigssproget »lav Eng«, men det er ikke Ordets oprindelige Betydning. Paa Oldislandsk bruges kjorr om »Kratskov«, og ogsaa paa dansk Grund kan denne Betydning paavises. For det første har Nordfrisisk Ordet Tjaar, Tjeer i Betydningen »sumpfiges Gebüsch«; det danske Ord er altsaa indlaant i Frisisk, mens det endnu havde den gamle Betydning. Denne er for det andet bevaret i en hel Del Stednavne; vi har Engnavne som Elkær og Askkær; i Roost i Nordslesvig har vi Kær som Navn paa en sumpet Elleskov, og om Kær i Rejsby og Brønskær ved Brøns ved vi, at de tidligere har været kratbevoksede. Ud fra andre Eksempler af lignende Art er Steenstrup kommen til det Resultat, at »Kær i mange jydske Egne … har den særlige Betydning af en sid Strækning bevokset med Trævækst eller Risbuske«, og de nævnte nordslesvigske Navne peger afgjort i samme Retning.

Stednavne fra Vikingetiden og Middelalderen

Vikingetiden indleder et kraftigt Indhug i de midtslesvigske Skove og Kær; fra den Tid stammer nemlig de Byer, hvis Navne ender paa -rup, drup eller trup (oprindeligt thorp) og paa -bøl, samt de foran S. 72 omtalte Navne paa -by. Ordet thorp betyder vist oprindelig »Skare«; en thorp-By er opstaaet paa den Maade, at en Skare Mænd er draget ud af en gammel By, hvis Hjælpekilder paa Grund af Befolkningstilvækst var blevet for smaa, for at tage nyt Land under Kultur og grundlægge en ny By. I Sønderjylland er thorp-Byerne ældre end i den øvrige Del af Landet. Det ses for det første af, at de her er temmelig betydelige Byer, en Del af dem var allerede i Kirkebygningstiden saa store, at de blev Sognebyer; enkelte er endog blevet Herredsbyer, hvilket kun er Tilfældet i Sønderjylland. For det andet har ingen af de sønderjyske thorp-Byer et kristent Personnavn som Forled. Alt dette gør, at de ældste sønderjyske thorp-Byers Dannelse maa sættes helt tilbage til Tiden omkring 700 e. Kr. Hovedmassen af dem tilhører Vikingetiden, altsaa den Tid, da danske Vikinger drog ud til fremmede Lande for at søge Boplads der, en Tid, der kendetegnes ved stærkt Befolkningsoverskud, stor Energi og Vovemod. De sønderjyske thorp-Byer lærer os, at Energien ogsaa var vendt mod udyrket jord i vort eget Land. Mens Vikinger kæmper og forhandler og grundlægger Byer i Normandiet og Danelagen, drager Bønder ud herhjemme og rydder Ris og Lund og Holt.
Hovedparten af thorp-Byerne i Midtslesvig skiller sig i to store Grupper, en omkring Bygden mod Nordøst, i Sammenhæng med de talrige thorp'er i Angel, og en mod Sydvest, omkring Fjolde-Bygden. Omkring Vis Herreds gamle Kærne i Hanved Sogn rejser sig ikke mindre end 3 thorp-Byer. nemlig Havrup, Hyllerup og Gottrup(-elle); desuden udfylder og befæster thorp'erne Bebyggelsen mod Vest og Syd: ved Haksted grundlægges Hørup, ved Store-Vi Sillerup og ved Kragested Vanderup. Endnu stærkere er thorp-Bebyggelsen i den nordøstlige Del af Ugle Herred; her er der ikke mindre end 8 thorp'er: Frørup, Barderup, Hjarup(-lund), Tarp (1458 Tadorp, af Mandsnavnet Tati) og Munkvolstrup (Munk-, fordi Byen har tilhørt Munkene i Ry Kloster), alle i Oversø Sogn, endvidere Estrup, Kollerup og Lille-Volstrup. Mod Syd og Vest har vi kun Stenderup i Siversted Sogn og Sollerup i Jørel Sogn.
Den anden Gruppe har vi i Gøs Herrederne, hvor de fleste ligger i Nærheden af Arlaaen: Bjerrup og Hokstrup i Fjolde Sogn, Sognebyerne Olderup og Trælstrup, endvidere Almtrup og Ridderup i Breklum Sogn.
I Arns Herred er Gottorp den eneste Repræsentant for Typen; derimod er der i Omraadets modsatte Hjørne, i Kær Herred, en lille Gruppe thorp-Byer, nemlig de to Sognebyer Brarup og Humdrup samt Agtrup i Læk Sogn. Fra Vikingetiden stammer desuden de danske Navne paa -bøl; selve Endelsen er beslægtet med Udsagnsordet at bo og med det almindelige sønderjyske Ord Bol, som betyder »Gaard«. De midtslesvigske bøl-Byer er særlig talrige mod Vest, paa Geestranden i Nørre-Gøs og Kær Herreder, og hermed hænger det sammen, at Nordfriserne, da de i det 10. Aarh. bosatte sig paa Sydvestslesvigs Fastland, overtog denne Endelse, saaledes at bøl (paa Tysk stavet büll) er den hyppigst forekommende frisiske Stednavneendelse paa Fastlandet. Jeg skal ikke her gennemgaa de enkelte bøl-Navne, som lige er blevet gjort til Genstand for en udmærket Behandling af Dr. Vilh. la Cour i første Bind af »Sønderjyllands Historie« S. 293 f. og 320 ff., men nøjes med at henvise til omstaaende Kort.

I Vikingetidens Slutning og Begyndelsen af Middelalderen fortsætter Bygdernes Vækst. Til Vikingetiden hører vistnok endnu Navnene paa -mark og -toft; et Navn som Bistoft (Valdemars Jordebog byscopstoft) i Store-Solt Sogn viser dog, at Byen maa tilhøre Tiden efter Kristendommens Indførelse.
Endelig har vi i Midtslesvig en paafaldende stor Mængde Byer, hvis Navne ender paa -lund. Her maa vi skelne mellem 2 Grupper, nemlig dem, der som Forled har et Personnavn, og de øvrige; disse sidste er i Reglen oprindelig Naturnavne, der senere er gaaet over som Navne paa de Bebyggelser, der rejste sig paa de gamle Lundes Grund; de fleste af disse Byer er sikkert unge, men en nogenlunde sikker Tidsfæstelse af dem kan kun naas ud fra grundige stedshistoriske Undersøgelser. Derimod kan den førstnævnte Gruppe, den med Personnavne som Forled, vistnok tidsfæstes nogenlunde sikkert til Middelalderens første Aarhundreder. Den viser en ejendommelig Udbredelse, idet den kun forekommer i den vestlige Del af Kær Herred, den nordlige Del af Gøs og den østlige Del af Vis Herred, altsaa netop i det tidligere Tomrum mellem Midtslesvigs gamle Bygder. Blandt andet er hele Hjoldelund Sogn først bebygget paa denne Tid.
Fra den senere Middelalder har vi kun faa Landsbyer, Midtslesvigs Bebyggelseshistorie er i det store og hele afsluttet med Dannelsen af lund-Byerne paa Midtslesvigs sandede Flader. En ny Bebyggelsesperiode indledes først flere Aarhundreder senere, og den hænger sammen med, at en ny Tids Bønder bryder med den aartusindgamle Bosættelsesmaade, med den sluttede Landsbybebyggelse. Et Tilløb til en ny Bosættelsesskik blev gjort, da de indkaldte tyske Kolonister i det 17. Aarbundrede byggede deres Huse i smaa Grupper paa de jyske Heder, langt fra de gamle Landsbyer. Men først efter Udskiftningstiden i det 18. og 19. Aarhundrede tager den Bevægelse Fart, som nu er ved at give Landskabet et helt andet Præg, idet Gaarde og Kaadnersteder efterhaanden skiller sig ud fra den gamle Landsby og flytter ud paa Marken og Heden; denne Bosættelsesmaade er det jo, der behersker vor egen Tid, Husmandsstedernes og Siedlungernes Periode.

Litteraturhenvisninger

Johannes Kok, Det danske Folkesprog i Sønderjylland II. 1867.
August Sach, Das Herzogtum Schleswig I-III. 1896-1907.
Johs. Steenstrup, Nogle Studier over slesvigske Stednavne (i Namn och Bygd 1914 S. 127 ff.).
Marius Kristensen, Nogle sydslesvigske Landsbynavne (i Namn och Bygd 1914 S. 46 ff.).
Marius Kristensen, Laaland-Falsters Stednavne (i Aarbøger for Lolland-Falsters historiske Samfund 1921-23).
Svend Aakjær, Bidrag til Tolkning af angelske Landsbynavne (i Grænsevagten 1923).
Vilh. la Cours Fremstilling af Bebyggelseshistorien i Sønderjyllands Historie I 1931.
Dr. L. Peters, Nordfriesland (Husum 1929) S. 121 ff.
Stednavneudvalgets Udgave af Frederiksborg Amts Stednavne.
Desuden har jeg benyttet Mag. Kristian Halds utrykte Monografi over by-Navnene.
Endelig har jeg haft Adgang til Stednavneudvalgets Samlinger.